Den talentfulde offensive koordinator kan få et cheftrænerjob i college.

Kellen Moore nyder stor succes som offensiv koordinator hos Dallas Cowboys, hvor han står bag det bedste angreb i NFL i øjeblikket, og nu kan han potentielt blive cheftræner i college.

I hvert fald melder mediet Fort Worth Star-Telegram, at collegeholdet TCU er interesserede i at tilknytte den 33-årige eks-quarterback som holdets ny cheftræner. Dog skal der også være andre kandidater til jobbet, og intet er endnu faldet endegyldigt på plads.

Til gengæld forlyder det også, at Dallas Cowboys selv er vilde med Kellen Moore, og de ser ham som en fremtidig “trænerstjerne”, der kan lede holdet en dag i fremtiden.

Samtidig var Kellen Moore allerede i fjor i spil til et par cheftrænerjobs i NFL, så man kan nok godt kalde det for tvivlsomt, at han vil til college.

En ting, der kan ændre på det, er økonomi. TCU’s seneste cheftræner havde en årsløn på lige knap seks millioner dollar, og det er faktisk mere, end cheftræner Mike McCarthy efter sigende tjener hos Dallas Cowboys.

Kellen Moore, der altså kun er 33 år, har siden 2019 været Dallas Cowboys’ offensive koordinator.