Køge Marines og Køge Kommune indgår samarbejde om football i skolerne

“Ja, du har så været til eksamen i Zone Blitz. Og du får 10!” – sådan kan det komme til at lyde fremover i Køge.

Som det første sted i Danmark kommer football nu på skoleskemaet i Køge. Det er første skridt på en større udbredning af sporten i Danmark.

Det lokale football-hold Køge Marines har indledt et samarbejde med Køge Kommune, der er kommet i stand som en del af Køge Kommunes idrætsstrategi og den nye skolereform.

Køge Marines håber naturligvis at udvide deres ungdomsafdeling med samarbejdet, men også Dansk Amerikansk Fodbold Forbund byder ideen velkommen.

Formand Nikolai Blom fra Dansk Amerikansk Fodbold Forbund er glad for initiativet: “Det er fantastisk, at der er nogle skolebørn, der kommer til at prøve kræfter med amerikansk fodbold, og får udvidet deres sports-horisont.”

“Det går også fint i tråd med den måde DAFF ser fremtiden på, og vores ambitioner om at vækste antallet af medlemmer i Danmark. Det giver rigtig god mening at introducere både football og cheerleading til børn og unge på folkeskole-niveau.”

“Der er lige nu en enorm tilgang af spillere på U12 og U14 niveau, og det er klart, at et initiativ i folkeskolen vil gøre endnu flere opmærksomme på vores sport.”

“Hvis det bliver en succes i Køge, så er det nærliggende at overføre det til at andre kommuner, men hvordan og hvorledes ved vi ikke endnu. Vi følger udviklingen med spænding og glæder os over initiativet.” slutter Nikolai Blom.

Følgende er skrevet af: sn.dk
En række af Køge Kommunes skoler har i efteråret haft besøg af idrætsforeningen Køge Marines. Foreningen har bragt amerikansk fodbold ind i idrætsundervisningen i udskolingsklasser på skolerne som en del af projekt »Åben Skole,« lyder det i en pressemeddelelse fra Køge Kommune.

Resultatet er at flere af eleverne i udskolingsklasserne har prøvet kræfter med en idrætsgren, de ikke kendte i forvejen. Derudover har lærerne fået et indblik i, hvordan der kan arbejdes med amerikansk fodbold i idrætsundervisningen.

– Vi synes, at det er både spændende og rigtig vigtigt at få gang i den slags samarbejder med idrætsforeningerne. De kommer med et fantastisk engagement og stor viden om deres sport, og det er helt grundlæggende for, at børnene også får et stærkt engagement omkring det at dyrke idræt, udtaler Thomas Kielgast, skoleleder på Hastrupskolen, i pressemeddelelsen.

Køge Marines har længe haft et ønske om at indgå i skole-foreningssamarbejde, og det er lykkedes nu. Samarbejdet er kommet i stand som en del af Køge Kommunes idrætsstrategi.