Efter weekendens kamp mod Vikings kom det frem, at ni personer, fire spillere og fem ansatte, havde testet positiv for COVID19. Der er nu kommet flere smittede og derfor udsættes kampen mod Steelers til senere i sæsonen.

COVID19 viste sit grimme ansigt for første gang i NFL-regi i denne uge. Det gik ud over Tennessee Titans. Derfor blev deres kamp mod Steelers midlertidigt udsat til mandag eller tirsdag i næste uge. Denne plan er nu ændret efter flere smittetilfælde er dukket op. Det skriver NFL Networks Tom Pelissero.

Det nye tidspunkt for kampen er endnu ikke fastlagt, men NFL har lavet flere procedure i tilfælde af smittespredning. NFL melder dog, at det snarest vil blive offentliggjort.

Titans’ modstander i weekendens kamp, Minnesota Vikings, har endnu ikke meldt om positive testresultater blandt deres spillere og ansatte, så håbet er, at det er isoleret til Tennessee-mandskabet. Vikings’ kamp mod Houston Texans i denne weekend forventes derfor stadig spillet.