Video: Stor forsvarspræstation sender Penn State i semifinalen

0

Kvartfinalen blev endestationen for runningback Ashton Jeanty og resten af Boise State Broncos mandskabet, som tabte til Penn State Nittany Lions i dette års Fiesta Bowl.

Med en storsejr på 31-14 er Penn State nu videre til Orange Bowl, hvor de møder vinderen af kvartfinalen mellem Notre Dame Fighting Irish og Georgia Bulldogs, som mødes natten til torsdag i årets Sugar Bowl

Læs også: Sådan ser du årets college slutspil

Op til årets første kvartfinale havde der været meget snak om den sensationelle runningback fra Boise State. Ashton Jeanty har haft en formidabel sæson og manglede blot 131 yards for at matche rekorden fra 1988, som Barry Sanders satte i sin sidste sæson med Oklahoma State Cowboys.

Med tanke på de kampe, Jeanty har spillet i denne sæson, lød 131 yards ikke som noget helt uopnåeligt, men sådan skulle det dog ikke gå.

Den mulige rekord var nemlig også noget, som Penn State var fuldt ud bevidste om, og som de for alt i verden ikke ville tillade mod dem, forklarede headcoach James Franklin efter kampen. Derfor var det et toptændt Penn State-forsvar, der mødte Jeanty og Co. Det ellers eksplosive løbespil blev ganske enkelt lukket helt ned, og efter første halvleg havde Jeanty blot formået at løbe for sølle 40 yards.

Penn States angreb fik derimod tidligt succes mod et tvivlsomt Boise State-forsvar og var allerede foran med 14-0 efter første quarter. På trods af dette formåede Boise State dog i store dele af kampen at holde opgøret tæt, hvilket også bragte Jeanty tættere på Sanders’ rekord.

I sidste ende holdt Penn States forsvar dog stand, blandt andet takket være to interceptions på Boise States sidste to boldbesiddelser. Jeanty sluttede med 104 yards og blev holdt uden for endzone for blot anden gang i denne sæson.

Du kan se højdepunkterne fra dette års Fiesta Bowl i videoen under: