Video: Overtid og overmagt sender Texas og Ohio State i Cotton Bowl

0

Det var to vidt forskellige kampe, som i går fastlagde de deltagende hold i årets Cotton Bowl, der også fungerer som semifinale i college playoffs.

Texas Longhorns var i store problemer mod Arizona State Sun Devils, mens Ohio State Buckeyes jordede de 1. seedede Oregon Ducks. Læs vores referat og se højdepunkterne fra kampene herunder!

Texas Longhorns 39 – Arizona State Sun Devils 31

Årets Peach Bowl var på forhånd blevet udråbt af bookmakerne som den mest ulige af alle kvartfinalerne, men det ville Arizona State ikke finde sig i. På trods af en tidlig føring til favoritterne fra Texas formåede Arizona State at komme tilbage i kampen, og i en sådan grad, at den endelige vinder først blev fundet efter to gange overtid.

Arizona States største stjerne, RB Cam Skattebo, spillede en pragtkamp og var her, der og alle vegne. Skattebo løb bolden 30 gange for 143 yards og to touchdowns, mens han greb otte bolde for 99 yards. Han kastede tilmed også et touchdown på et fremragende kastespil og blev med rette belønnet med titlen som kampens spiller, hvilket han nok er bragende ligeglad med nu.

Sejren sender Texas videre i årets slutspil, hvor de nu er klar til semifinalen i form af årets Cotton Bowl.

Ohio State Buckeyes 41 – Oregon Ducks 21

I aftenens anden kvartfinale fik vi det komplet modsatte kampbillede. Ohio State Buckeyes kom ud som lyn og torden og fortsatte dermed det momentum, de havde skabt i deres første slutspilskamp med magtdemonstrationen over Tennessee Volunteers. Ohio State skulle blot bruge et enkelt minut på at få hul på bylden, da WR Jeremiah Smith greb sit første touchdown. Netop Smith endte med at levere en kæmpemæssig kamp, og da de sidste sekunder tikkede af kampuret, havde han grebet syv bolde for 187 yards og to touchdowns.

Oregon Ducks lignede på ingen måde det hold, som igennem sæsonen havde sikret topseedning i slutspillet. Forsvaret fandt aldrig et modsvar til Ohio States angrebsmaskine, mens Oregons eget løbeangreb faldt helt til jorden og endte dagen med negative 23 yards på jorden. Resultatet af de dysfunktionelle Ducks og det hurtigtstartende Buckeyes betød, at stillingen allerede i andet quarter nåede op på hele 34-0.

Ohio State lettede en smule på gassen i anden halvleg, men resultatet var aldrig i fare, og de kunne derfor snuppe en sejr i den legendariske Rose Bowl med cifrene 41-21. De er nu klar til mødet med Texas Longhorns i årets Cotton Bowl.