College Football: Kæmpe overraskelser sikrer uventet semifinalefelt

0

Det nye år var knap skudt i gang, før college football leverede store overraskelser. Tre forhåndsfavoritter måtte se sig slået i kvartfinalerne, herunder SEC-giganterne Alabama og Georgia, og vi står nu tilbage med fire overraskende semifinalehold. Du kan finde alle højdepunkterne fra de fire kvartfinaleopgør i denne artikel.

Husk at du kan se samtlige kampe gratisDAZN!

Læs mere: Slutspillet er klar! Hvem skal spille med om mesterskabet?

Sådan ser du college football

Er du college-football fan, er du træt af NFL kun er om søndagen, kan du ikke få nok football, eller vil du bare se what the fuzz is all about, så har vi lavet en guide til dig, der viser, hvordan du får college football hjem i stuen.

Se vores guide til College Football her.

Cotton Bowl: #10 Miami Hurricanes 24, #2 Ohio State Buckeyes 14

Ohio State Buckeyes stillede op til årets Cotton Bowl som klare favoritter, både til kampen og i det hele taget til det nationale mesterskab, men sådan skulle det langtfra gå. I en kamp, der udviklede sig til en defensiv affære, var det Miami Hurricanes, der trak det længste strå. Miami er dermed det første hold nogensinde, der når semifinalen efter at have været rangeret som nummer 10 eller lavere.

Begge hold havde indledningsvist svært ved at flytte bolden. De første fire angrebsserier resulterede samlet set i tre punts og en Miami-fumble, inden de undertippede Hurricanes satte kampens første point på tavlen efter et otte minutter langt drive. Et efterfølgende pick-six betød, at Miami kunne gå til pause med en føring på 14-0.

I anden halvleg fik Ohio State reduceret og spillet sig tilbage i kampen, blandt andet takket være WR Jeremiah Smith, som sluttede med syv grebne bolde for 157 yards og et touchdown. I sidste ende var det dog ikke nok for de forsvarende mestre. Miami satte dødsstødet ind med et 70-yards drive, der endte i et touchdown til stillingen 24-14.

Den overraskende sejr betyder, at Mario Cristobals mandskab nu er klar til årets Fiesta Bowl, hvor Ole Miss Rebels venter.

Orange Bowl: #5 Oregon Ducks 23, #4 Texas Tech Red Raiders 0

I årets anden kvartfinale, Orange Bowl-opgøret mellem Oregon Ducks og Texas Tech Red Raiders, var der aldrig tvivl om resultatet. Oregons forsvar dominerede kampen og tillod ikke et eneste point, hvilket holder håbet om skolens første nationale mesterskab i live.

På forhånd var det tydeligt, at det med høj sandsynlighed ville blive en defensiv affære – og det viste sig også at holde stik. De to forsvarsenheder styrede i høj grad slagets gang, og det endelige resultat er da også en smule misvisende for Texas Tech, som i store dele af kampen havde styr på Oregons angreb.

Kampens største oplevelse var dog Oregon-forsvaret. Ser vi bort fra et sidste desperationkast til slut, havde Texas Tech 12 angrebsserier. Fire endte i punts, fire i turnovers, tre i mislykkede fjerde down-forsøg, og et brændt field goal. Til slut havde Texas Tech kun formået at skabe 215 yards og ingen point.

Oregons angreb havde større succes, men det var ikke overvældende. Begge touchdowns kom på kort distance til endzone, og resten af tiden kæmpede de med at flytte bolden. Kampen stod i skarp kontrast til deres førsterundekamp mod James Madison, hvor sejren i høj grad skyldtes angrebet. Det betyder derfor også, at der stadig må være nogle bekymringer for Dan Lanning om, hvordan han skal sikre en gennemført kamp.

Sejren betyder, at Oregon er klar til årets Peach Bowl, hvor Indiana Hoosiers venter.

Rose Bowl: #9 Alabama Crimson Tide 3, #1 Indiana Hoosiers 38

For 100 år siden vandt Alabama Crimson Tide deres første nationale mesterskab, da de i 1926-udgaven af Rose Bowl besejrede Washington Huskies i en kamp, som sidenhen blev kendt som “The Game That Changed The South”. Torsdag bød på muligheden for endnu en fantastisk historie, da Alabama igen var at finde i Rose Bowl – denne gang mod de toprangerede Indiana Hoosiers. Men som vi endnu engang måtte erkende, omend det fortsat lyder uvant, var Indiana simpelthen for stor en mundfuld.

Selvom Alabama havde tabt tre kampe i denne sæson, og Indiana fortsat havde deres første nederlag til gode, var det alligevel en overraskende øretæve, som Big Ten-mestrene uddelte i Pasadena. Da dommeren fløjtede for sidste gang, stod der hele 38-3 på tavlen, og ydmygelsen af de forhenværende giganter var komplet.

Det var en helstøbt indsats fra Indiana. Løbeangrebet genererede 215 yards og to touchdowns, mens Heisman-vinderen QB Fernando Mendoza kastede for 192 yards og tre touchdowns, inden han blev afløst af sin lillebror Alberto Mendoza, da sejren var sikret.

Indiana er nu klar til årets Peach Bowl, hvor de møder Big Ten-rivalerne fra Oregon.

Sugar Bowl: #6 Ole Miss Rebels 39, #3 Georgia Bulldogs 34

Årets mest underholdende kvartfinale fandt sted i New Orleans, hvor Superdome lagde bane til Sugar Bowl-opgøret mellem Ole Miss Rebels og SEC-mestrene Georgia Bulldogs. I en kamp, der buldrede frem og tilbage, var det i sidste ende de undertippede Rebels, der løb med sejren, da de besejrede Georgia med 39-34.

Kampen startede forholdsvis roligt, mens begge hold fandt fodfæste. Georgia fik hul på bylden i andet quarter, hvor to touchdowns af QB Gunner Stockton og en fumble returneret til endzone betød, at Bulldogs kunne gå til pause med en føring på 21-12.

Da fjerde quarter begyndte, førte Georgia fortsat 24-19. Her kunne man måske tro, at kampen ville udfolde sig, som vi typisk ser, når Georgia går ind i fjerde quarter med en føring, hvor de havde vundet 75 kampe i streg. Men Ole Miss og QB Trinidad Chambliss havde andre planer. En Georgia-fumble – et af kampens mest kontroversielle øjeblikke – førte til to hurtige touchdowns for Ole Miss, og pludselig var et nyt hold i spidsen. Den føring slap de aldrig igen, og dermed er Ole Miss klar til årets Fiesta Bowl mod Miami Hurricanes.

Der ulmer dog stadig lidt uro omkring Ole Miss. Udover den imponerende sæson har opmærksomheden også handlet om deres afgående cheftræner, Lane Kiffin, som er taget til konferencerivalerne LSU Tigers. Han har taget store dele af Ole Miss’ nuværende trænerstab med sig, herunder den offensive koordinator Charlie Weis Jr. Ekstraordinært fik han og de resterende offensive trænere lov til at vende tilbage til Ole Miss for resten af sæsonen for at hjælpe med jagten på et nationalt mesterskab, men den aftale står nu i det uvisse.

Transferportalen åbnede i dag og forbliver åben i 15 dage. Der er forlydender om, at LSU ønsker hele trænerstaben tilbage i Baton Rouge, når potentielle rekrutter kommer på besøg. Det kan betyde, at Ole Miss står over for store udskiftninger i trænerskabet med kort varsel.