College Football-sæsonen 2025 kulminerede natten til tirsdag på Hard Rock Stadium i Miami, hvor Miami Hurricanes og Indiana Hoosiers mødtes i finalen. Her er kampens højdepunkter.
Ingen spoilere, kun højdepunkter fra årets finale i College Football. Læs mere om kampen under videoen.
Hvis du har set videoen ovenfor, er du også klar over, at Indiana vandt en spændende finale over Miami med 27-21 og fuldendte dermed en perfekt sæson med 16 sejre. Det er første gang siden Yale Bulldogs i 1896, at et hold går ubesejret gennem en sæson med så mange sejre.
Det stod på forhånd klart, at årets to finalister begge rådede over imponerende forsvarsenheder, og det prægede især kampens indledning. Indiana fik således kun for alvor rykket bolden på to angrebserier, men udnyttede dem effektivt til både et field goal og et touchdown.
Miami havde langt sværere ved at finde fodfæste offensivt og måtte punte fire gange i første halvleg, inden de kort før pausen fandt en smule rytme, som dog endte med et brændt field goal fra 50 yards. Første halvleg udviklede sig derfor til en defensiv affære, og holdene kunne gå til pause med Indiana foran 10-0.
Vild anden halvleg
Efter at have fremtvunget et Indiana-punt fik Miami hul på bylden på den efterfølgende angrebsserie, da RB Mark Fletcher Jr. fandt et hul i forsvaret og tog bolden 57 yards til huset. Et spil, der for alvor gav finalens ”hjemmehold” troen på, at det kunne lade sig gøre.
Miamis forsvar fortsatte storspillet på de efterfølgende drives og formåede endnu to gange at holde Indiana til punts. Men som Indiana har vist flere gange i løbet af sæsonen, er de et mandskab, der finder andre veje til point, når angrebet går i stå. Her måtte special teams tage over. Et blokeret Miami-punt blev returneret hele vejen til endzonen, og Indiana kunne dermed øge føringen til 17-7 inden kampens afgørende quarter.
Her fik vi kampens øjeblik, leveret af sæsonens Heisman-vinder, QB Fernando Mendoza. Efter et Miami-touchdown, der endnu en gang reducerede forspringet til tre point, satte Mendoza kniven ind med et 12-spils, 75-yard drive, hvor alt andet end succes ikke var en mulighed. På fjerde down med fire yards tilbage kaldte cheftræner Curt Cignetti en quarterback draw, hvorefter Mendoza tonsede hele vejen til endzonen.
Miami svarede igen med endnu et touchdown, men da QB Carson Beck på den efterfølgende angrebsserie blev interceptet, stod kampens udfald klart.
Indiana fuldender dermed en af College Footballs mest bemærkelsesværdige transformationer. Mesterskabet kommer blot få år efter, at Hoosiers bar den lidet flatterende titel som det hold med flest nederlag – en betegnelse, som nu er overtaget af Northwestern Wildcats.






