Der er selvsagt et stort fokus på semifinalerne i College Football, men også bowl-kampene byder på spændende opgør.

Nytårsaften klokken 21:30 spilles det første af to semifinaler i College, når Cincinnati møder forhåndsfavoritterne fra Alabama. Kampen løber af stablen på et tidspunkt, hvor langt de fleste er optaget af noget helt andet. 4 timer efter er det så Michigan og Georgia, der skal kæmpe om den anden plads i finalen, men altså igen på et knap så fordelagtigt tidspunkt. Hvis man kan finde mulighed for at have kampene kørende alligevel, så er der i hvert fald et link til din faste hjælper ESPN Player herunder. Det drejer sig nemlig ikke kun om semifinalerne, for der bliver også spillet en stribe interessante bowl-kampe.

De spilles i mange af dagene op til nytår, ligesom nogle finder sted længere inde i januar. Der er fede kampe på programmet, når man ligger på langs det meste af 1. januar. Arkansas møder Penn State, Kentucky tager imod Iowa, Notre Dame skal kæmpe med de skuffede Cowboys fra Oklahoma State og så en lækkerbisken til sidst i form af Ohio State mod Utah. Der er i hvert fald muligheder for at få stillet College football-sulten, såfremt man misser semifinalerne i realtid.

Outback Bowl: Raymond James Stadium i Tampa, Florida: #21 Arkansas vs. Penn State

En 7-5 record for Penn State ser ikke prangende ud, men der skete alligevel flere positive ting for Nittany Lions i sæsonen. Cheftræner James Franklin skrev under på en kontraktforlængelse, som er på intet mindre end 10 år. Det er vigtigt for programmet, at de får fastholdt en så dygtig træner og skaber kontinuitet. Startende quarterback Sean Clifford kommer tilbage for at spille et år mere, og selvom han til tider deler vandene, så er han altså en stabil og solid starter i college, som mange ville være jaloux på. Penn State har sæsonen igennem ikke været et hold, som man bare løber over ende. Fire ud af de fem nederlag tabte de med 4 point eller mindre, så det er altså et hold, som har manglet marginaler i flere kampe. Det er et gennemgående tema for alle hold, at de helt store profiler melder fra til bowl-kampene. Det sker hvert år, og det er som følge af den kommende draft, hvor de bedste spillere ikke vil gamble med skader, der potentielt kan ødelægge mulighederne for den helt store pengepose. Penn State har et rigtig godt forsvar, men Outback Bowl bliver uden forsvarsprofilerne Ellis Brooks og Brandon Smith. Ligeledes har stjerne-safety Jaquan Brisker meldt fra, så det bliver et forsvar uden flere profiler. I offensiven kom det heller ikke bag på mange, at wide receiver Jahan Dotson har meldt sig til næste års draft, hvilket også melder ham ude af kampen. Han er et es i offensiven, og angrebet i luften kommer altså til at se anderledes ud, når Dotson ikke er med.

Arkansas er et hold, som er begyndt at trende opad de sidste to år. Det er blandt andet takket være cheftræner Sam Pittman, der i sine to første sæsoner har rykket holdet gevaldigt. Holdet slog i den regulære sæson Texas og LSU, hvilket har været til stor glæde for fansene. Den helt store sejr kom dog mod Texas A&M, som de ellers havde tabt 9 gange i træk til. Holdet er efter en god sæson derfor tilbage i en bowl-kamp for første gang siden 2015. Quarterback KJ Jefferson er gået lidt under radaren i sæsonen hvad angår quarterbacks, men han har diskret spillet en rigtig flot sæson, og han er en trussel i både luften og på jorden. Det er i hvert fald ham, som skal trække det helt store læs for Arkansas i offensiven. Det skal han navnlig fordi Treylon Burks har opted ud af kampen, da han ligesom Dotson er en af de stærkeste receivere til næste draft. Holdet arbejder dog hovedsageligt på jorden, og der står en trio af solide running backs klar for Arkansas, der kommer til at foretrække en kamp i skyttegravene. 

Selvom Arkansas skal spille uden Burks, så er det afgjort Penn State, som kommer til at lide mest i fraværet af profiler. Det siger også noget, at det er Arkansas, som kommer til kampen med en rangering i hånden. Forsvaret kommer til at få det hårdt, og så er tabet af Dotson større for Penn State, end Arkansas’ ditto af Burks. Arkansas har også hungret efter en bowl-kamp længe, så det kunne godt tyde på en sejr for Razorbacks. Kampen starter klokken 19:00.

Citrus Bowl: Camping World Stadium i Orlando, Florida: #15 Iowa vs. #22 Kentucky

Iowa og Kentucky lå begge rigtig godt til i midten af sæsonen, og særligt Iowa trak mange overskrifter for spektakulært forsvarsspil. Nu mødes de i en kamp, hvor temaet igen bliver Iowas forsvar. Holdet har skabt flest interceptions i sæsonen, og det er altså et forsvar, som skræmmer de kasteglade quarterbacks. Det er svært at forestille sig, at offensiven kommer rullende ud mod Kentucky, så det ligner nok en gang, at man skal håbe på nogle interceptions med point-afkast. Det er også i forsvaret, at de fleste profiler befinder sig. Cornerback Riley Moss har været i en del highlight-artikler med god grund, Dane Belton står noteret for 5 interceptions alene og Jack Campbell har været en af de bedste tacklere i landet. Forsvaret kommer ikke til at mangle de helt store profiler, hvilket bliver enormt vigtigt. Omvendt har det set sløjt ud i offensiven, og det bliver et problem for dem, at running back Tyler Goodson har meldt fra og i stedet valgt at fokusere på den kommende draft. Goodson har været ansvarlig for en kæmpe portion af holdets offensive produktion, så der er andre spillere, der skal steppe op.

Football-programmet i Kentucky har gjort det over forventning, og de var ubesejrede i lang tid. Det er ingen skam at tabe ude til Georgia, og Mississippi State er ligeledes en hård udebane, og Kentucky spillede respektabelt i begge kampe. De så eksempelvis langt bedre ud mod Georgia, end det har været tilfældet for mange andre ellers gode hold. De tabte en højtscorende kamp hjemme mod Tennessee også, men ellers er 9-3 en absolut godkendt sæson af Wildcats. De har en seværdig trio i offensiven med running back Chris Rodriguez Jr., wide receiver Wan’Dale Robinson og ikke mindst quarterback Will Levis. Det er stort for Kentucky, at de kan stille med tre så vigtige spillere, når de møder Iowas stærke defensiv. 

Kentucky jagter deres blot fjerde sæson med 10 sejre i skolens historie, og de har holdet til at gøre det. Det er et opgør, som er minimalt plaget af opt outs, hvorfor de fleste af holdenes stjerner stiller op. Kentucky er små favoritter, og de møder også et Iowa hold, som senest blev ødelagt fuldstændig af Michigan. Kampen starter klokken 19:00. 

Fiesta Bowl: State Farm Stadium i Glendale, Arizona: #5 Notre Dame vs. #9 Oklahoma State

Det kan være svært at tiltrække de store spillere i bowl-kampene, der fristes af NFL-draften rundt om hjørnet. Fiesta Bowl har gjort sit for at blive en attraktiv kamp, og storsponsoren er i år Sony. Det betyder, at alle spillere på begge hold får en PlayStation 5 med hjem for at deltage. På den måde er der vist ingen tabere i kampen, og det er en ret hyggelig gestus. 

Og så alligevel har spilkonsollen ikke været nok, for kampen bliver uden safety Kyle Hamilton fra Notre Dame. Det forventes, at han bliver taget som en af de fem første i næste draft, og han har altså ikke tænkt sig at spille kampen. Han har været skadet i sæsonafslutningen, og det giver også god mening, at han har valgt ikke at sætte noget over styr. Fighting Irish kommer også til at mangle Kyren Williams, der er holdets bedst running back. Det er dog ikke en skade, men en draft-erklæring, som holder ham ude. Williams havde ellers fortalt, at han regnede med at spille kampen, men den udtalelse gælder ikke længere. Det er umiddelbart de to største navne hos Notre Dame, som holdet dog har vendt sig til at spille uden, som sæsonen er skredet frem. Det bliver interessant at se Notre Dame uden Brian Kelly, der som bekendt har forladt holdet til fordel for cheftrænerjobbet i LSU. Det er den populære Marcus Freeman, som allerede var i huset, der har taget over. 

Fans af Cowboys vil nok mene, at de skulle have stået i en semifinale i stedet for. Det var så tæt på, men det toprutinerede hold faldt til sidst. De var ellers ikke favoritter til at gå i playoffs, så det var lidt af en overraskelse, at de pludselig stod med deres egen skæbne. Det er dog godkendt, at holdet står med 11 sejre i sæsonen. Quarterback Spencer Sanders styrer hele offensiven, og holdets skæbne falder med det spillehumør, som han er i. Han har dog vist, at det både kan være rigtig godt og rigtig skidt. Enten spiller han fantastisk, eller også skaber han alt for mange fejl. Offensiven er ikke fantastisk, men heller ikke dårlig. Det er afgjort forsvaret, som bærer Oklahoma State. Forsvaret er rangeret som de tredjebedste i landet, og det er særligt takket være defensiv koordinator Jim Knowles. Han skal dog til Ohio State, så det bliver hans sidste kamp med Cowboys, og ham kommer de virkelig til at savne. 

Holdene har det til fælles, at de var ekstremt tæt på at komme i playoffs. Notre Dame skulle se en del resultater flaske sig, og selvom det ikke var nok, så ender de alligevel med en rangering som #5. Oklahoma State stod ligeledes med det ene ben i playoffs, inden de snublede mod Baylor og røg ned som #9. Kampen er en god mulighed for at se nogle af de nye stjerner, som Notre Dame har på vej, og så bliver det en sidste dans for flere af de rutinerede drenge hos Oklahoma State. Det bliver en tæt kamp med to gode forsvar, hvor Notre Dame er små favoritter. Kampen starter klokken 19:00. 

Rose Bowl: Rose Bowl Stadium i Pasadena, Californien: #6 Ohio State vs. #11 Utah

Ohio State er det hold, der har scoret flest point pr kamp med 45.5. Det er en stjernebesat offensiv, og det var forventet, at de ville komme i playoffs. De faldt i sidste kamp mod Michigan, der i stedet for har taget pladsen. De har en fantastisk quarterback i CJ Stroud, som var finalist til Heisman-prisen, og han har kastet 38 touchdowns og kun 5 interceptions. Desværre for kampen får vi ikke Chris Olave og Garrett Wilson at se, som har valgt af fokusere på draften. Det er to receivere, som forventes at blive valgt i første runde, og de har været altdominerende i dette års sæson. Heldigvis er Jaxon Smith-Njigba der stadig, og han er den næste store receiver i Ohio State, hvis ikke han allerede er det. TreVeyon Henderson har også været fænomenal som running back, og ham får vi heldigvis også at se. Opt outs er desværre et stort tema for Ohio State, da også left tackle Nicholas Petit-Frere har takket nej, hvilket også gælder defensive tackle Haskell Garrett. De kommer altså til at mange de to bedste receivere, deres nok bedste linjemand og den spiller i defensiven med flest sacks.

Utah er kommet lidt ud af ingenting, og med det mener jeg, at de ikke så helt stabile ud til at starte med. De tabte overraskende ude mod Brigham Young, og så led de et overtidsnederlag mod upåagtede San Diege State. Efter den 1-2 start lignede det ikke, at de skulle spille en signifikant rolle i år. De har dog ikke set sig tilbage, og udover et nederlag ude mod Oregon State har de fejet al modstand af vejen. De kronede sæsonen ved først at ødelægge Oregons håb om at komme i slutspillet, og så slog de selvsamme Oregon i kampen om PAC-12 trofæet, som de vandt med en overbevisende 38-10 sejr. Det er altså et Utah-hold, som ikke bliver en walkover for Ohio State. Heldigvis for Utah kommer de ikke til at mangle nogle store profiler, så de har et lille overtag på den front. Cameron Rising er en god quarterback, og det var smart at lade ham tage over som starter i begyndelsen af sæsonen. Wide Receiver Britain Covey er også værd at holde øje med, og det gælder særligt som returner. Han er nok en af de bedste returnere i college, og han har udtalt, at det er hans sidste sæson for Utah, så det bliver sidste chance for at se ham i Utahs farver. Holdet har også en god running back trio, hvor Tavion Thomas trækker det meste af læsset. Der er dog også gode folk i forsvaret, og særligt line backer Devin Lloyd har været en af de bedste forsvarsspillere i landet. Mika Tafua bærer holdets førertrøje i sacks, og de to bliver vigtige, hvis de skal have en chance.

Ohio State har skabt meget opmærksomhed med de mange opts outs, og det er blevet kritiseret af flere, at man ikke prioriterer en kamp i Rose Bowl højere. Alt andet end lige er det stadig et stjernespækket hold, som de kan sætte på banen, og de er afgjort favoritter mod Utah. Heldigvis for den neutrale tilskuer har Utah været godt spillende i en længere periode, og det er ikke svært at forestille sig, at de kan give Ohio State kamp til stregen. Kampen starter klokken 23:00.