Savner du god football hen over nytåret? Så frygt ej, College-football giver dig en stribe topopgør. Nytårsdag spilles semifinalerne i college-slutspillet, og her tørner de to store quarterback-talenter Trevor Lawrence og Justin Fields sammen, når Ohio State og Clemson spiller.

OBS! Gul Klud har lavet en aftale med ESPN Player, hvor vores læsere kan få 30% rabat på et abonnement. Se hvad du får og hvordan nederst i optakten.

Årets college-sæson har været gennem noget af en rutsjebanetur grundet coronavirus. Mange kampe er blevet aflyst – ofte med kort varsel – og nogle hold har endda valgt helt at springe sæsonen over. De største konferencer insisterede dog på at spille så mange kampe, som de kunne, hvorfor vi nu er nået til det, der er kendt som ”Bowl Season”. Bowl-kampene er en slags finaler for college-holdenes sæson, hvor der er både penge og prestige på spil.

I denne artikel ser vi frem mod ”Sugar Bowl” mellem Clemson og Ohio State, der udover 2021-versionen af Sugar Bowl også fungerer som en semifinale i college-slutspillet. Kampen byder på et møde mellem to af de største quarterback-talenter i college-football, når favoritten til at blive valgt først i 2021-draften Trevor Lawrence fra Clemson skal duellere mod Ohio States Justin Fields, der meget vel kan blive valgt som nummer to den førnævnte draft.

Historien om Sugar Bowl

Sugar Bowl er en af de ældste Bowl-kampe overhovedet. Sammen med Orange Bowl og Sun Bowl kom den på landkortet i 1935, og det er kun Rose Bowl, der har en længere historie. Sugar Bowl bliver spillet i New Orleans og har siden 1975 været spillet på Saints’ hjemmebane, The Mercedes-Benz Superdome, kun afbrudt i et par år under genopbygningen efter orkanen Katrina.

Sugar Bowl har haft et tæt bånd med SEC-konferencen, hvor den i dens første 60 sæsoner kun fire gange ikke havde et SEC-hold som deltager. Det bånd blev løsnet i nogle år, inden det blev forstærket igen i 2015, da Sugar Bowl blev inkluderet i rotationen af de seks store bowls, der nu afholder semifinalerne i college football. I de år, hvor den ikke agerer semifinale, har den nu en aftale om, at det bedste tilgængelige hold fra SEC møder det bedste tilgængelige hold fra Big 12. Sidste år var det Baylor og Georgia, og her vandt SEC-holdet Georgia. 26-14.

Sugar Bowl har to gange tidligere ageret semifinale i slutspillet. Første gang var i 2014-sæsonen, hvor Ezekiel Elliot og Ohio State slog Derrick Henrys Alabama 42-35 på vej mod deres college-mesterskab. Anden gang var i 2017-sæsonen, da Jalen Hurts førte Alabama til en 24-6 sejr over Clemson på vej mod endnu et Alabama-mesterskab.

Årets kamp bliver altså den tredje gang, at Sugar Bowl agerer semifinale, og årets kamp står mellem andenseedede Clemson Tigers og tredjeseedede Ohio State Buckeyes. Med andre ord er kampen også et opgør mellem to af de størst quarterback-talenter i college-football i form af Clemsons Trevor Lawrence og Ohio States Justin Fields. Lawrence er favorit til at blive valgt først af alle i 2021-draften, mens Fields meget vel kan blive valgt som nummer to.

De to holds sæsoner

Clemson Tigers
Clemson har spillet næsten en fuld sæson i ACC-konferencen og går ind til kampen mod Ohio State med en 10-1 record. Grundet Covid-19 deltog Notre Dame i ACC-konferencen i år, og det gav Clemson noget mere modstand end tidligere år. Netop Notre Dame står for at tildele Clemson sæsonens eneste nederlag, da Trevor Lawrence i starten af november missede opgøret på grund af covid19. 

Clemson vandt dog resten af deres kampe i grundspillet, og derfor var de klar til at tage revanche med Lawrence tilbage, da de to hold mødte hinanden i ACC-finalen i midten af december. Her vandt Clemson komfortabelt med 34-10, og den sejr sendte Clemson i slutspillet.

Clemson er et utroligt velbalanceret hold, der både kan kaste bolden med superstjernen Trevor Lawrence, men også har et godt løbeangreb med den dygtige runningback Travis Etienne. Forsvaret er også ganske solidt, og den defensive koordinator Brett Venables har altid nogle sjove esser i ærmet fra et taktisk synspunkt. Der er kort sagt NFL-talent fordelt over hele holdet, når Dabo Sweeneys tropper indtager banen i New Orleans.

Ohio State Buckeyes
Big 10-konferencen har været ekstra forsigtige med og hårdt ramt af Covid19, så konferencen har indtil videre spillet en noget kortere sæson. Ohio State har således i år kun spillet seks kampe, hvoraf den ene var i Big10-finalen mod Northwestern. Ohio State har dog gjort rent bord i de seks kampe, og det har altså overbevist slutspilskomitéen om, at de fortjener en plads i slutspillet som tredjeseedede. 

Sæsonen har dog ikke været en dans på roser, og især kampene mod Indiana og Big10-finalen mod Northwestern bød på seriøse udfordringer for Ohio State. Quarterback Justin Fields, der er holdets store stjerne, har spillet nogle ganske tvivlsomme kampe mod Indiana og Northwestern, og senest mod Northwestern måtte de sætte deres lidt til runningback Trey Sermon for at vinde. Sermon endte dog med at løbe for vanvittige 331 yards og to touchdowns, og så vandt Ohio State alligevel 22-10.

Hvis de skal slå Clemson, så skal kasteangrebet med Justin Fields og de spændende receivere Chris Olave og Garrett Wilson dog leverer mere, og kampen fungerer også som en perfekt mulighed for Justin Fields til at forøge sin draftværdi.

Opgørets profiler

Clemson Tigers (10-1)

Nr. 16, Trevor Lawrence, QB
Der er ingen tvivl om, hvem der er den allerstørste profil i Sugar Bowl i år. Trevor Lawrence har været et kæmpe navn, siden han førte Clemson til et college-mesterskab i sin første college-sæson. Nu håber Lawrence, at han to år senere også kan slutte sin karriere med at vinde et mesterskab. Lawrence har alt, hvad man ønsker i en NFL-quarterback, og han ligner efterhånden et stensikkert førstevalg i 2021-draften. Jacksonville Jaguars-fans kan altså se frem til at se Lawrence i aktion på det højeste college-niveau, inden han om nogle uger retter øjnene mod NFL.

Nr. 9 Travis Etienne, RB
Ved sin side har Trevor Lawrence dog en af de bedste runningbacks i college-football. Travis Etienne har en unik løbestil, hvor han ofte tager lange skridt og næsten løber lidt hjulbenet. Han har dog sublim fart og er meget dygtig til at bryde tacklinger. Han kunne have været gået i NFL-draften efter sidste sæson, og så var han nok blevet valgt i de første to runder, men han ville gerne have en sidste sæson i college. Her har han igen imponeret, og han kæmper lige nu med Alabamas Najee Harris om titlen som favorit til at blive valgt først blandt runningbacks i 2021-draften.

Nr. 3 Amari Rodgers, WR eller Nr. 1 Derion Kendrick, CB
Jeg har valgt at tage to mand med her til sidst, fordi jeg gerne ville nævne både Clemsons førende receiver og deres bedste forsvarsspiller. Amari Rodgers har i år grebet for små 1.000 yards, og er en sjov spiller, når han får bolden i hænderne. Han har rigtig god fart og er dygtig til at få folk til at misse tacklinger. Derion Kendrick har udviklet sig til Clemsons seneste skud på cornerback-stammen. De sidste to år har de sendt Trayvon Mullen og A.J. Terrell i NFL, og Kendrick har lignende talent og kan gå i top 50 af den kommende draft, hvis han tilmelder sig. Han får i kampen en nøglerolle med at holde styr på Chris Olave og Garrett Wilson.

Ohio State Buckeyeres (6-0)

Nr. 1 Justin Fields, QB
2020 har ikke været den sæson, som Justin Fields håbede på. Inden sæsonen var der stadig et håb for, at han kunne udfordre Trevor Lawrence for førstevalget i 2021-draften. Hans mangelfulde præstationer mod Indiana og Northwestern har dog sendt ham i den i den anden retning, og nu kunne han måske blive valgt efter BYU’s quarterback Zach Wilson. Fields har i år haft en tendens til at holde for længe på bolden, og mod et kompleks forsvar som Clemsons skal han vise, at han kan diagnosticere coverages og slippe af med bolden rettidigt og effektivt. Denne kamp bliver ekstremt vigtig for Fields’ muligheder for at blive valgt som nr. 2 i 2021-draften. Han må ikke falde fladt på maven.

Nr. 2 Chris Olave, WR
En af dem, som skal hjælpe Fields til succes i kampen, er wide receiver Chris Olave. Og man kan egentlig også nævnte den anden receiver Garrett Wilson i den sammenhæng. Begge er talentfulde spillere, men Olave er lige året ældre end Wilson og kan derfor tilmelde sig draften i 2021. Olave er en dygtig ruteløber, og de evner får han brug for mod en talentfulde Clemson-secondary. 

Nr. 24, Shaun Wade, CB
På forsvaret kan man holde øje med flere navne, og defensive tackle Haskell Garrett har spillet godt i år. Mod Trevor Lawrence og hans receivere skal Ohio State dog have godt spil fra deres secondary, og her er Shaun Wade det største navn. Wade har en fantastisk kombination af fin størrelse og super god fart og acceleration. De ting, som Wade arbejder på, er mere hans evne til at læse spillet samt hans teknik, og det har til tider været lidt svingende i år. Hvis han kan levere en pragtkamp mod årets bedste modstander, kan Wade meget vel se sit navn blive råbt op i top 50 af den kommende 2021-draft.


PRØV ESPN PLAYER GRATIS i EN UGE

Du kan se hele college slutspillet med ESPN Player, som vi har lavet en god deal med her på Gul Klud. Du får 30% rabat på et års-abonnement, så din pris for et helt år kommer ned på kr. 445:

  • Prøv ESPN Player gratis i en uge
  • ESPN Player giver dig hele college slutspillet live eller forskudt
  • Du får også over 30 Bowl kampe og masser af anden sport
  • Du får adgang til flere kanaler med 24 timers sendeflade
  • Du får mere end 300 superfede sportsdokumentarer

Tilmeld dig inden 7. januar for af benytte tilbuddet på minus 30% for et års abonnement.
Normalpris ca. kr 595 for ét år
Din pris ca. kr. 445 for ét år

Gå ind på: https://bit.ly/ESPNGulklud
Benyt koden: ESPNPLAYERXMAS