Vi varmer op til lørdagens tidlige collegekamp, hvor #10 Florida Gators møder #7 Michigan Wolverines i Atlanta til dette års Peach Bowl. Kampen bliver en glimrende appetitvækker til semifinalerne senere på aftenen.


Vejen dertil
På papiret opnåede både Florida og Michigan succes i år, da de begge sluttede sæsonen i top 10. Der er dog tale om to hold med vidt forskellige udgangspunkter.
Der var store forventninger til Michigan (10-2), der igennem det meste af sæsonen var favoritter til at nå semifinalerne. Modsat mange andre hold, havde de planlagt en stor sæsonåbner ude mod Notre Dame, som de dog tabte snævert til. Herefter vandt holdet ti kampe i træk og fansene hungrede efter succes. Men drømmene bristede, da de tabte 39-62 til ærkerivalerne Ohio State Buckeyes. Der har været mesterskabsforventninger til cheftræner Jim Harbaugh i de seneste tre sæsoner, men gang på gang har de tabt de store opgør. Mange fans omkring holdet står fortvivlede tilbage og kan kun gisne om fremtiden. De kan dog glæde sig over, at holdet trods skuffelsen havnede i en af de seks store college bowls.
På den anden side står Florida (9-3), som i år ikke har været omgærdet af forventninger. Holdet har officielt været under genopbygning anført af deres nye træner Dan Mullen. De fleste mener, at genopbygningen går godt. Forsvaret har set rigtig stærkt ud, og har endda ført dem til et par overraskende sejre over LSU og Mississipi State. For første gang siden 2012 skal holdet spille i en af de seks store bowls, og optimismen er til at få øje på for Gators.
Skader og afbud
I de seneste år har vi set en trend i college football, hvor nogen af de største navne i draften vælger at droppe deres sidste bowlkamp. En ærgerlig men forståelig beslutning, da man jo kan risikere skader. Hos Michigan har juniorspillerne DE Rashan Gary, LB Devin Bush samt seniorne RB Karan Higdon og OT Juwann Butshell-Beatty valgt at sidde over. Det er drønærgerligt, at vi ikke får set Gary og Bush i aktion, men det kan være med til at gøre kampen det mere spændende, for Florida har ikke modtaget spillerafbud, selvom de også har nævneværdige spillere i den kommende draft.
Hold øje med
Florida: DE Jachai Polite, OT Jawaan Taylor, RB Jordan Scarlett, LB Vosean Joseph, S Chauncey Gardner-Johnson, WR Tyrie Cleveland og RB Lamical Perine
Michigan: QB Shea Patterson, TE Zach Gentry, WR Donovan Peoples-Jones, CB Lavert Hill, CB David Long, S Josh Metellus, DE Chase Winovich, RB Chris Evans
Spiltips og picks
I college bowl season kan det godt være særligt svært at oddse sig til succes. Oftest er det holdet med mest motivation, der løber med sejren. For begge hold er det forsvaret, der har båret dem til succes. Så forvent ikke alt for mange point i opgøret. Michigan er bookmakernes klare favorit. Danske Spil giver dem odds 1.45 til at vinde. Sæsonen endte i skuffelse for Michigan og træner Harbaugh, men de har vist omverdenen, at de kan dominere deres modstandere. De er dog foruden nogen af deres stærkeste forsvarsspillere, hvilket kan få betydning. Kan de lægge skuffelsen bag sig?
Florida vil gerne runde sæsonen positivt af og er lykkelige for at være i Peach Bowl. Personligt ser jeg Michigan vinde et tæt opgør, så måske vil et handicap-spil på Florida være værdifuldt. Ellers kan du være kølig og spille på Florida som vindere.
Om Peach Bowl
Peach Bowl er én af de seks store college bowls, også kendt som New Year’s Six. Kampen spilles hvert år på Atlanta Falcons’ hjemmebane, Mercedes Benz Stadium. Der er store pengesummer og prestige på spil for de deltagende hold.
Det er kun de bedste hold, der bliver inviteret til at deltage i én af de seks store bowls. De seks store bowls; Cotton Bowl, Fiesta Bowl, Orange Bowl, Peach Bowl, Rose Bowl og Sugar Bowl skiftes til at arrangere årets semifinaler. I år er det Cotton Bowl og Orange Bowl, der er semifinaleværter.








