Lørdag aften kl. 22 byder på et semifinalebrag i college football, når Notre Dame Fighting Irish spiller mod Clemson Tigers til dette års Cotton Bowl i Jerry World.

Vejen dertil
Aftenens første semifinaleopgør byder på to ubesejrede mandskaber, der hver især har rigtig meget at byde på. Notre Dame er for første gang blandt de sidste fire hold i kampen om det nationale mesterskab. Clemson er med for fjerde gang i streg.

Notre Dame (12-0) har haft en utrolig spændende sæson fyldt med tætte opgør. Det traditionsrige football program har en hæderkronet fortid med mesterskaber og heisman-vindere. I de seneste 30 år har de dog ikke kunne hive titlen hjem til Indiana. I år er de med helt fremme anført af et godt forsvar og et angreb med meget få turnovers. Midt i sæsonen skiftede de ud på QB-positionen, hvor unge Ian Book kom ind og balancerede deres angrebsspil. Han har set skarp ud i lommen.

At være semifinalist er blevet et mindstekrav for alle omkring Clemson i South Carolina, og det er der en grund til. Clemson (13-0) er blandt de bedste til at rekruttere toptalenter fra landets high schools, hvilket kommer til udtryk i deres utrolig brede trup. Kun to gange blev de for alvor udfordret, men har ellers domineret alle hold på deres vej. Deres forsvar er sprængfyldt med førsterunde-talenter, og deres defensive linje er decideret uhyggelig. Men deres freshman QB Trevor Lawrence er blevet frontfiguren, selvom han faktisk ikke var tiltænkt nogen stor rolle i år. Hans talent var dog så stort, at træneren ikke kunne retfærdiggøre at holde ham på bænken.

Suspenderinger
I dagene op til kampen blev Clemson ramt af en mindre skandale, da tre spillere blev testet positive for spor af et forbudt præstationsfremmende stof. Holdets måske største profil i den kommende NFL draft, DL Dexter Lawrence, er derfor blevet suspenderet. Derudover er TE Braden Galloway og OL Zach Giella også ude i semifinalen mod Notre Dame.

Hold øje med
Notre Dame: DT Jerry Tillery, CB Julian Love, LB Te’von Coney, S Alohi Gilman, RB Dexter Williams, WR Miles Boykin, C Sam Mustipher, QB Ian Book

Clemson: DT Christian Wilkins, DE Clelin Ferrell, DE Austin Bryant, CB Trayvon Mullen, WR Hunter Renfrow, WR Tee Higgins, RB Travis Etienne, QB Trevor Lawrence, OT Mitch Hyatt

Spiltips og picks
Clemson er præcis, hvor man regnede med, at de ville være; i slutspillet. Holdet er bookmakernes klare favorit til at snuppe sejren. Danske Spil giver dem odds 1.18, så dét spil kan du glemme alt om. Notre Dame overraskede en del eksperter ved at gå ubesejret igennem sæsonen. Hvis de skal få succes mod Clemson, så skal de have gang i kastespillet. Notre Dame har en playmaker i WR Miles Boykin og Clemson har til tider vist sårbarhed i deres secondary.

Jeg håber på et tæt opgør, men jeg er ikke i tvivl om, at Clemson nok skal komme videre til finalen. Men kampen kan godt blive tættere end eksperterne forventer, så et handikap-spil på Notre Dame kunne være et godt bud.

Om Cotton Bowl
Cotton Bowl er én af de seks store college bowls, også kendt som New Year’s Six. Kampen spilles hvert år på Dallas Cowboys’ hjemmebane, AT&T Stadium. Der er store pengesummer og prestige på spil for de deltagende hold.

Det er kun de bedste hold, der bliver inviteret til at deltage i én af de seks store bowls. De seks store bowls; Cotton Bowl, Fiesta Bowl, Orange Bowl, Peach Bowl, Rose Bowl og Sugar Bowl skiftes til at arrangere årets semifinaler. I år er det Cotton Bowl og Orange Bowl, der er semifinaleværter.