Danske Andreas Knappe og Connecticut Huskies fik lørdag aften en skidt start hjemme mod Virginia, men på en flot anden halvleg formåede UConn at vende kampen.

Sidste weekend led Andreas Knappe og Connecticut et smertefuldt nederlag ude mod Navy, der bragte holdet på 1-1 for sæsonen. Den plet skulle vaskes væk i går aftes hjemme mod Virginia på Pratt & Whitney Stadium.

UConn fik dog alt andet end en perfekt start på kampen, da udeholdet i starten af andet quarter bragte sig foran 10-0, efter en angrebsserie på 90 yards blev afsluttet med et touchdown-løb på ni yards af Albert Reid.

Hjemmeholdet havde generelt rigtigt svært ved at flytte bolden og præsterede kun 277 yards. Med knap fem minutter tilbage af første halvleg kom Knappe og Co. dog på tavlen, da kicker Bobby Puyol satte et 21-yard field goal. 10-3 til Virginia ved pausen.

I tredje quarter formåede ingen af holdene at sætte point på tavlen, og da Huskies fumblede og mistede bolden i starten af fjerde quarter, så det for alvor svært ud. Men på det næste spil trådte UConn-cornerback Jamar Summers i aktion med en interception (hans tiende i karrieren). Angrebet takkede cornerbacken ved at udligne til 10-10 efter efter et touchdown-løb på én yard af quarterback Bryant Shirreffs.

Derefter var momentum på hjemmeholdets side. Med 1 minut og 33 sekunder tilbage ramte Bobby Puyol et 43-yard field goal og gav Connecticut sin første føring i kampen.

Virginia lagde sig dog ikke ned og marcherede ned ad banen. Med få sekunder tilbage greb udeholdet en bold på UConns 2-yard-linje og måtte skynde sig at få field goal-enheden på banen for at få udligningen. Gæsternes kicker brændte dog, og så kunne Andreas Knappe sammen med holdkammeraterne juble over sæsonens anden sejr.