College fodbold-sæsonen nærmer sig med hastige skridt, og igen i år er der dømt genopbygning for mange hold.

NFL draften har som sædvanlig gjort, at de største profiler er blevet professionelle, så det er derfor tid til at se på hvad næste generation kan bidrage med.

Dog er der næsten altid ting der er ligeså sikre som amen i kirken, og et af de ting, i al fald de sidste mange år, er hvem der er nummer 1 på denne power ranking.

Men mere om det senere på listen. Vi har valgt at fokusere på top 10 på power rankingen fra ESPN, og derudover tilføjet et par boblere, som kan få en stor sæson.

Nummer 10: North Carolina Tar Heels

ACC divisionen har de sidste mange år haft en suveræn vinder, nemlig Clemson. De er også seeded højere end North Carolina igen i år, men Clemson har mistet mange brikker, specielt offensivt, i år, så det kan være at det måske er året for North Carolina.

North Carolina har samme QB som sidste år, Sam Howell, som anses for en af de bedste i college fodbold i år. Desuden er samtlige fem startere på O-line de samme. Derudover er Ty Chandler, runningback fra Tennessee, hentet ind, og forventes at gå direkte ind på holdet, nogle steder tales der om en mulig 1.000 yard+ sæson for ham.

Forsvaret har fået tiltrængt forstærkning også, med to 5-stjernede forsvarsspillere (5-stjernet svarer til højest vurderede kategori fra High Schoool, og betyder at er man 5 stjernet, så er man vurderet til at være en af de bedste i landet).

Kan Carolina få noget stabilitet ind i deres spil, og undgå hjerneblødninger undervejs i sæsonen, som man havde tendens til sidste år, og dermed undgå nederlag til skoler man burde slå med lethed, så kan North Carolina måske drille storebror Clemson i divisionen. De er i al fald tættere på end længe.

Nummer 9: Notre Dame Fighting Irish

Hos Notre Dame er situationen noget anderledes end i North Carolina. Her er sidste års QB Ian Book væk, og hvem der skal træde i hans fodspor som starter er ikke helt sikkert endnu. Man har hentet Jack Coan fra Wisconsin ind som QB, hvor han skal kæmpe mod Drew Pyne og Tyler Buchner om den startende plads.

På forsvarssiden er situationen lidt den samme, linebacker Jeremiah Owusu-Koramoah er væk, man har dog stadig stjernen på safety Kyle Hamilton på holdet, men da holdet også samtidig har fået en ny defensive coordinator kan det blive spændende at se, hvordan holdet kommer fra start.

Det er altså med andre ord en usikker sæson Notre Dame går i møde, og meget kan afhænge af hvordan deres QB situation bliver løst, og hvor godt det nye forsvar bliver implementeret fra start

Følg hele College-sæsonen inkl. playoffs med ESPN Player – prøv den gratis i en uge!

Nummer 8: Oregon Ducks

Oregon vandt Pac-12 sidste sæson, og der begynder at tegne sig et billede af at Oregon er stærke til at rekruttere og få lukket hullerne på deres roster, da de har en af de dybeste rostere i college fodbold, og dermed kan lukke huller efter skader eller lignende bedre end mange af deres konkurrenter. Desuden har de i Kayvon Thibodeaux en defensive end, der mange steder kaldes for den bedste spiller i college fodbold!

De skal dog starte en ny QB da deres starter fra sidste år, Tyler Shough, er skiftet til Texas Tech. Dog var det forventet at Anthony Brown ville vinde starter jobbet alligevel i Oregon, så det bliver spændende at se om han kan give det nøk mere til Oregons angreb som gør at de kan gøre det endnu bedre end sidste år. Oregon møder Ohio State allerede den 11. september, og den kamp vil blive sindssygt vigtig for begge hold.

Nummer 7: Iowa State Cyclones

Hvad? Hvem? Jeps, Iowa State havde sidste år det bedste år i deres historie, og også derfor har ESPN i deres power ranking dem også oppe på 7. pladsen. Det kan dog stadig godt overraske en del, for sidste års sæson var på ingen måde “normal”. Det der taler for Iowa er at de har hele holdet tilbage igen i år, og dermed skal der ikke genopbygges i Iowa, i forhold til mange af konkurrenterne.

Deres store rivaler i divisionen er Oklahama Sooners, som også er højt på denne liste, og under normale forhold ville Oklahoma køre Iowa over, men sidste år i pandemi sæsonen, vandt Iowa faktisk det ene af 2 kampe mod Oklahoma. Så kan de gøre det samme i år, så er der håb om at Iowa kan komme i slutspillet i år. Det vil være en sensation, men de har et godt momentum med fra sidste år, og altså stort set intakt hold.

Nummer 6: Texas A&M Aggies

Engang for længe siden kastede Johnny Manziel til Mike Evans hos Texas A&M, og de havde på det tidspunkt nok et af de mest spændende angreb at kigge på. Det er nok der det halter for Texas A&M i øjeblikket. De skal have 4 nye startere på plads på den offensive linje, og en ny QB. Det lyder til at blive noget af en opgave!

Men alligevel er talent niveauet på holdet nok til at ESPN har dem på en 6. plads i deres powerranking, så de har helt sikkert et hold der kan blande sig i toppen. Sidste år tabte holdet 1 kamp, det var mod Alabama, så alene det tyder på at holdet kan en masse. Om de så umiddelbart kan få den nye linje og QB til at fungere fra start, er det der kommer til at afgøre deres sæson.

Nummer 5: Ohio State Buckeyes

Justin Fields er væk, hvilket betyder at Ohio skal finde en ny startende QB. Det job vil dog være lidt nemmere end mange andre steder, da Ohio fortsat har 2 stærke WR fra sidste år, samt en stærk Tight End, så der skulle derfor være god chance for at den nye QB kan producere fra start.

Forsvaret er problemet for Ohio, der var langt imellem snapsene der sidste sæson, og det er derfor vigtigt at de har bedre styr på den defensive side af bolden hvis de skal blande sig i toppen igen i år. Det plejer de dog, og derfor er de også seedet nummer 5 igen, og som nævnt tidligere, så bliver kampen mod Oregon den 11. september rigtig afgørende!

Nummer 4: Georgia Bulldogs

Nå, Georgia, skal det være i år? Georgia er for mig et hold der altid i starten af sæsonen bliver regnet som medfavoritter for at gå langt, og så taber de 2-3 “lette” kampe undervejs, og ender med at underpræstere, i forhold til hvor stort et renomme Georgia har i college fodbold.

Det skal dog siges at de sidste år så ud til at få offensiven igang med JT Daniels som QB, og de har 8 startere der vender tilbage på den offensive side af bolden. Så igen er det forsvaret der skal steppe up, og levere varen bedre end sidste år, og hvem ved, måske er det i år Georgia igen kan blande sig i toppen, og nå Playoffs. Den 4. september kan allerede vise hvor Georgia står, da de skal møde Clemson.

Nummer 3: Clemson Tigers

Hvad så, Clemson? Trevor Lawrence er væk. Travis Etienne er væk. Det vil sige der skal findes nye stjerner i Clemson, og for at holde momentum og kunne blande sig i toppen, så har man ikke råd til en rolig start, hvor man risikerer at tabe et par kampe, for så ender det næppe i et playoff for Clemson i år.

Dog er tegnene til en god sæson allerede ved at vise sig i Clemson, for den nye QB med det mundrette navn David John (D.J.) Uiagalelei viste sidste år han har potentiale, da han spillede 2 kampe og gjorde det godt. Og i typisk Clemson stil, har de igen rekrutteret godt, og har et par 5 stjernede rekrutter fra High School, som har vist sig godt frem i træningerne forud for sæsonen. Og runningbacks er åbenbart noget der hænger på træerne i Clemson området…

Desuden har Clemson et stærkt forsvar, som er stort set intakt fra sidste år. Det er dog værd at huske på at Clemson blev blæst af banen af Ohio State i playoff, så forsvaret skal vise at de virkelig er så stærke som de selv påstår.

De er dog favoritter i ACC divisionen igen i år, som tidligere nævnt står North Carolina dog klar, hvis ikke Clemson kommer flyvende fra start. Igen kan det svar komme hurtigt, 4. september mod Georgia.

Nummer 2: Oklahoma Sooners

Hos Oklahoma er der altid positive vinde om deres Football hold. Det er virkelig en football højborg i USA, og med rette, for Oklahoma blander sig tit i toppen. De har nu endda meldt at de vil skifte division til SEC i fremtiden, da deres egen Big 12 division i nogens øjne ikke er så stærk længere. Det sker dog ikke allerede i år, så derfor er Oklahomas kampprogram ikke så svært som mange af de andre hold på denne liste. Desuden har de været heldige med at få de sværeste kampe på hjemmebane i denne sæson, mod bl.a. TCU og Nebraska, så kort fortalt tyder det på at Oklahoma, med en ubesejret sæson, som der er mulighed for i år, kan gå i playoffs.

Det vil dog netop nok kræve en ubesejret sæson for at de skal gå så langt, og Spencer Rattler skal være klar fra start på QB positionen. Han anses dog for at være en af de stærkeste QBer i College fodbold i år, så det bør han være.

Nummer 1: Alabama Crimson Tide

Ja, hvem ellers? Nick Saban er tilbage igen i år, med et slagkraftigt mandskab som sædvanlig. Dog er der i år lidt skår i glæden. Steve Sarkisian er væk på coaching siden, og dermed skal der være en ny på sidelinjen der skal styre offensiven hos Alabama. Desuden mistede Alabama startende QB i Mac Jones, der nu skal lege den nye Tom Brady i New England. DeVonta Smith og Najee Harris er ligeledes væk i forhold til sidste år.

Men som altid har Nick Saban regnet alt det ud, og har igen rekrutteret på livet løs, så næste generation er klar, og det bliver spændende at se om Bryce Young er klar til at styre angrebet som den nye startende QB. Kan han det, så ligner det endnu en stærk sæson for Alabama, hvilket måske ikke er det mest underholdende i verden, da de altid er gode… Men så er det også så meget sjovere når de IKKE vinder!

Følg Alabama og de andre college-hold hele sæsonen med ESPN Player – prøv den gratis i en uge!

Hold der kan overraske:

Lad os til sidst se på hold der ikke er med i top 10, men hvor man kan håbe på en god sæson alligevel. Sidste år var det eksempelvis Northwestern der blandede sig i toppen af deres division, og endte med at tabe divisionsfinalen til Ohio State. Hvis de havde vundet den kamp havde de haft en mulighed for at nå playoffs.

LSU Tigers:

Hov vent, er LSU ikke altid i toppen? Jo, for det meste. Sidste år var det dog helt skidt, og de endte med 5 sejre og 5 nederlag. Det skyldtes først og fremmest at de efter at vinde mesterskabet i 2019, mistede 35-40 spillere på rosteren, og derfor havde en KÆMPE genopbygning foran sig sidste år, og dertil kom så en global pandemi, som absolut ikke gjorde det nemmere!

Nu er der så gået et år mere, og deres hold er mere sammentømret, der er styr på coachingen igen, efter der er kommet ny offensiv koordinator ind efter mesterskabet i 2019. Derfor kan det tyde på at LSU kan komme tilbage til tidligere tiders styrke, spørgsmålet er dog om det sker i år, eller der skal bruges et år mere til at få holdet helt på plads.

Penn State Nittany Lions:

Det lignede et mareridt sidste år. Penn State startede sæsonen 0-5. Men de sluttede af med 4 sejre i træk. De blev hårdt ramt af Corona epidemien sidste år, og det gjorde at sæsonen sidste år endte som den gjorde. Går man et år længere tilbage var Penn State dog nummer 4 i power rankingen helt op til uge 12! så det er et hold der har evnerne.

Læg dertil at de er stærke til at rekruttere, faktisk er de lige nu regnet for at have haft den bedste rekruttering i denne nye sæson, altså bedre end powerhouses som Alabama og Clemson. Igen er det spørgsmålet om det hele klikker i år, eller om vi skal en sæson længere frem, men jeg forventer at Penn State kan presse Ohio State mere i Big10 divisionen end sidste år, hvis altså ikke Northwestern har endnu en vild sæson, men det er der ikke meget der tyder på.