
For at undgå en tur i retten har NCAA og de fem største konferencer i college sportsverdenen indgået en aftale om, at spillere for første gang nogensinde kan modtage betaling direkte fra universiteterne selv.
Historiens vingesus kunne i den grad mærkes i college football-universet torsdag, da lederne af organisationen for collegesport NCAA samt dens fem største konferencer officielt valgte at indgå i et forlig i et såkaldt antitrust-søgsmål (monopol, fed.).
Kort sagt har sagsøgerne ment, at NCAA og dens konferencer har udnyttet deres markedsposition på en konkurrenceforvridende måde ved ikke at lade atleterne få del i den store pulje af penge, som college sport genererer i USA.
Forliget betyder, at hverken NCAA eller universiteterne skal en tur i retten, hvor de potentielt kunne risikere at tabe en betydelig større sum penge end den, som de nu skal give afkald på.
Tidligere college-spillere får erstatning
For den skelsættende beslutning har nemlig flere konsekvenser. Først og fremmest, så tvinges NCAA og universiteterne til at betale 2,8 millarder dollars i erstatning til tidligere atleter, som blev forhindret i at tjene penge på NIL-lignende aftaler (NIL = influencerbetaling, red.), som altså er lovlige i dag.
De penge skal betales tilbage over en periode på 10 år, hvor godt og vel 14.000 tidligere atleter har mulighed for at gøre indhug i den pulje.
Slut med amatørtilstande i collegesport
Men det er ikke kun i den forstand, at forliget er historisk. Udover en erstatningsbetaling til tidligere atleter, så inkluderer forliget også en ny model for kompensation.
Det betyder, at universiteterne for første gang nogensinde have muligheden for, at dele noget af den massive indtjening, som college sport genererer, med de atleter som faktisk er det egentlige produkt.
Det bryder dermed med den amatørtankegang, som NCAA og konferencerne ellers historisk set har værnet om.
Hvad bringer fremtiden for collegesport?
Der er fortsat mange spørgsmålstegn vedrørende den fremtidige udgave af college football. Spekulationer går på, at den historiske afgørelse vil komme til at få en betydning for antallet af spillere, som får lov at spille på legater – de såkaldte scholarships.
Derudover virker det også sandsynligt, at forskellen mellem top og bund vil blive endnu større.
Forliget betyder, at hver skole vil få muligheden for, at dele op imod 21 millioner dollars af deres årlige indtjening med deres spillere. Noget, som er en del lettere for skoler som Alabama eller Ohio State, end upåagtede Louisiana-Monroe, som opererer med et årligt budget syd for de 20 millioner.
Afslutningsvis er det værd at nævne, at selvom både NCAA og de største konferencer har indvilget i at indgå i et forlig, så skal beslutningen fortsat godkendes af en føderal dommer for at være gældende.








