For tredje gang på syv år har college-supermagten University of Alabama vundet collegemesterskabet. Det skete på ryggen af fantastiske præstationer fra Mac Jones, Najee Harris og DeVonta Smith på vej mod en 52-28 sejr.

Ingen over, ingen ved siden af. Det er nok en gang sandt om University of Alabamas football-hold, der igen i nat viste, hvor dominerende et hold trænr Nick Saban gang på gang samler.

I en medrivende college-finale kunne Ohio State ikke matche Alabamas talentmasse, og Alabama kunne køre en flot 52-28 sejr hjem efter store præstationer fra især quarterback Mac Jones, runningback Najee Harris og vinderen af Heisman-trofæet, stjernereceiver DeVonta Smith.

Ohio State fulgte ellers rimeligt med fra start, og stillingen var 14-14 midtvejs i andet quarter. Alabama skruede dog op for blusset inden pausen og lavede tre touchdowns før andet quarter udløb. To af disse stod receiver DeVonta Smith for på vej mod endnu en fantastisk kamp med 12 grebne bolde for 215 yards og 3 touchdowns.

Herfra var det svært for Ohio State at mønstre et comeback, selvom Justin Fields og kompagni lavede nogle gode spil hist og her. I stedet kunne Alabama øge føringen som anden halvleg skred frem blandt andet med det tredje touchdown af runningback Najee Harris, der endte med både 79 grebne og 79 løbeyards udover de tre scoringer.

Generelt var Alabamas talentmasse bare en tak for meget for Ohio State, og da kampen var færdig havde Alabamas quarterback, Mac Jones, fordelt bolden rundt for 464 yards og 5 touchdowns. Sejren på 52-28 betyder, at Alabama vandt college-mesterskabet for tredje gang, siden den nuværende version af college-slutspillet blev indført for 7 sæsoner siden. Det var deres femte finale i år. Ohio State var i finalen første gang siden 2014-sæsonen, hvor de vandt over Oregon.