I bedste Game of Thrones-stil er der opstået interne stridigheder mellem ligaerne på College-plan. Der er mange navne på både ligaer, kommissærer og hold, som man skal finde rundt i. Det er en kamp om både politik, magt og naturligvis PENGE. Hvis man følger med i europæisk fodbold, så er der nogle lighedstræk med den superliga, som de europæiske storklubber pønsede på før sommerferien. Den superliga blev hurtigt jævnet med jorden, men i College bliver det realiseret. Har du svært ved at forstå, hvad det egentlig handler om, så vil jeg prøve at gøre dig klogere her.

Hvem handler det her om?
ALLE. Selvfølgelig nogle mere end andre, men når der sker de her rokader, så får det en betydning for alle holdene i College. Sagaen begynder i slutningen af juni, da Oklahoma og Texas fra Big 12-ligaen erklærede, at de efter 2024-25 sæsonen ikke vil fortsætte i ligaen. Der er naturligvis gået en masse forud for det her på direktionsgangene, men det er her, at offentligheden for alvor bliver bekendt med sagens udvikling. Det er de to mest betydningsfulde football-programmer i Big 12, så det rystede hele landskabet. I deres liga er Oklahoma afgjort det bedste hold på banen, hvor Texas er den rigeste fodboldorganisation i landet på College-plan. Med dem ude af Big 12 vil jeg beskrive resten af divisionen som… træls. Og her skal du holde tungen lige i munden, for i den omtalte Big 12-liga er der kun 10 hold, selvom man skulle tro, at der var 12. Det er af marketingårsager, at de har beholdt navnet, fra dengang de var 12. Nu skal de måske overveje.. Average 8? Omtrent en måneds tid efter ved udgangen af juli modtog Oklahoma og Texas en officiel invitation fra SEC, Southeastern Conference, om at blive optaget i deres liga. Dagen efter blev der takket ja fra begge skoler, og nu er spillet ellers i gang.

Hvem er de der SEC?
Det er toppen af poppen i College Football. Forestil dig, at Brøndby og FCK (undskyld Midtjylland-fans) rykker til en større europæisk liga. Det er helt sikkert federe for dem, men de smider altså også resten af ligaen under bussen. SEC er 14 hold opdelt i en øst- og vestdivision med 7 i hver, hvor de største i øst hedder Florida, Georgia og South Carolina. I vest ligger blandt andre giganterne fra Alabama sammen med Texas A&M og Auburn. Både Texas og Oklahoma går fra at være de helt store drenge i klassen til at være dem, der henter kridt. De må nok finde sig i, at de ikke længere sidder for bordenden til enhedsmøderne. Men det er en pris, man glædeligt betaler, hvis det betyder flere penge årligt på sigt. I SEC vil der næsten kun være store kampe, og det er godt for både TV-pengene og deres brand. Der er selvsagt mere national interesse i et hold som Florida fra SEC, end der er i Texas Christian University (TCU) fra Big 12. Det handler om større kampe og flere penge.

Hvorfor det også er lidt et antiklimaks
Oklahoma og Texas er væk, der er ramaskrig i divisionerne, og der hives knive ud af ryggen! Hvad kommer der til at ske nu? Egentlig bare det samme, som der plejer. I hvert fald i en del år endnu. Det er lidt ligesom hvis Peter, der fortæller alle på sin arbejdsplads, at han skifter til et meget federe job, hvor der er en meget federe løn, og så kan de ellers bare være misundelige på ham. Peter.. du har lige en måneds opsigelse først. Det bliver nok lidt akavet. Oklahoma og Texas har en stor fed aftale med TV-stationerne, ligesom resten af Big 12, som løber helt til 2025. Hvis de skal ud af deres aftale med resten af skolerne i divisionen, så bliver det en meget dyr omgang. Skolerne er ganske vist rige, men det ville være økonomisk dumt at kæmpe den sag igennem, i stedet for at lade aftalen løbe ud. Jeg gentager: det bliver akavet.

Den nye (men tvungne) alliance
If you can’t join them, beat them. Jeg har byttet lidt rundt i citatet, for så passer det min agenda. Efter SEC har taget taktstokken nationalt i College football, så har de resterende ligaer været nødsaget til at stimle sammen. Det har ført til en koalition mellem ACC, Big Ten og PAC-12. ACC (Atlantic Coast Conference) har mastodonter som Notre Dame, Clemson og Florida State. Big Ten har udover flagskibet Ohio State også hold som Michigan og Wisconsin. PAC-12 har naturligvis et kæmpehold i Oregon, men der er også hold som Arizona og Arizona State. Det er egentlig ikke af lyst, men mere af nød, at den her alliance er opstået. Den her alliance er både lidt cool, fordi det minder om Avengers (alliancen) mod Thanos (SEC) fra Marvel. Men den er også ret ikke-cool, for ingenting er underskrevet. Det ligner mest af alt en skræmmetaktik. For at blive i superheltegenren, så ligner det lige nu, at heltene må samles for at bekæmpe fjenden, og så snart det er gjort, så vender de hinanden ryggen. Desuden er ligaerne i den her interne alliance bundet af TV-aftaler med egne divisioner, som løber helt indtil 2054 (i hvert fald i lang tid), så de ville aldrig kunne gøre det til en realitet alligevel. I hvert fald ikke lige foreløbig.

Hvorfor sker det her nu?
NCAA, som er dem, der holder hele College football sammen, er ved at træde et skridt tilbage. De mister mere og mere indflydelse, og det er tydeligt, at divisionerne er ved at sætte deres egen dagsorden. Det omhandler særligt en ny regel, der giver atleterne i football mulighed for at tjene penge, inden de kommer til NFL. Den regel vil der blive skrevet mere om her på siden, men de nye muligheder for økonomisk indkomst har kickstartet den her lavine. Og med det lurer et nyt playoff-system i College rundt om hjørnet, nu hvor divisionerne har fået mere magt. Det er ikke helt tilfældigt, at der bliver rykket rundt på brikkerne internt. Den nye struktur er ikke færdiggjort, men der kommer i hvert fald til at være flere hold med hvert år. Lige nu udvælges blot de fire bedste hold i landet, men det kommer nok op omkring 12 i stedet for. Og her kommer udvidelsen af SEC på banen. I det kommende playoff-system vil den største og stærkeste division have mest at sige, og der vil også være argumentation for, at den bedste division skal have flest hold med i slutspillet. Og hvem er så de utvetydigt stærkeste, efter Oklahoma og Texas er kommet til SEC? Det er de, naturligvis.

Hvem gider at spise de små frikadeller?
Big 12, som jeg har omdøbt til Average 8, kommer slet ikke til at få brug for det navn, som jeg har fundet på til dem. De står i en rigtig kedelig situation, hvor de enten skal ud at finde nye hold, som vil være med. Og det er en lidt svær en at sælge, når både Texas og Oklahoma er væk. Eller også skal de opløse ligaen helt. Måske kan Texas Tech, Baylor, Oklahoma State eller nogle andre af de lidt større hold blive absorberet af en anden stor liga. Her kunne ACC være en mulighed. Uanset hvad, så mister holdene en betragtelig økonomisk indkomst, som Texas og Oklahoma næsten alene stod for, og nogle af skolerne skal til at vende sig til en ny hverdag. En ny hverdag, som dog først er om 4 år.

Så hvem er de gode, og hvem er de onde?
Jeg trækker min Marvel-sammenligning tilbage, for sandheden er, at der ingen helgener findes i det her spil. SEC bliver ganske vist hængt ud som de onde, men de gør ikke noget, som de andre ikke kunne finde på. Hvis Big Ten-ligaen fandt en måde, hvorpå de kunne tiltrække en skole som North Carolina, så havde de naturligvis gjort det. Og det samme gælder ACC og PAC-12. De er da dødmisundelige på SEC, fordi de var de første. Det handler om penge, og det handler om magt. De største divisioner kan styre det politiske aspekt af football, ligesom de aldrig siger nej til flere penge. I fremtiden kommer divisionerne i langt større grad til at styre udviklingen af reglerne, som er uden for banen. Det på banen kan de ikke pille ved, et touchdown er stadig et touchdown. Nu hvor SEC er de største, hvorfor skulle de så ikke hive nogle flere hold til? Man forestiller sig, at der i kulisserne allerede bliver sendt invitationer til flere store hold, så divisionen kan vokse yderligere. Man må erkende i den her sag, at SEC har lavet et kæmpe spil, og nu ser de ud til at have alle de gode kort på hånden.