
Slutspils-komiteen har offentliggjort deres endelige rangering af holdene i college football og det betyder, at slutspillet nu ligger fast.
Det var givet på forhånd, at langt de fleste af denne weekends konferencemesterskabskampe ville have enorm betydning for slutspils-komiteens endelige rangering. Dette var en naturlig konsekvens af den ændring som medførte, at årets slutspil ser markant anderledes ud end det, som vi tidligere har været vant til.
For det første er der kommet flere pladser, da slutspillet er blevet udvidet fra fire til 12 hold. Det giver helt åbenlyst et større incitament for at spille hårdt for de hold, som ligger og svæver rundt omkring det gyldne cut-off. Men også i den anden ende burde kamplysten være større, da de fire højst rangerede konferencemestre ville være sikret et bye. De ville dermed først skulle i aktion i kvartfinalerne, som afvikles i form af de velkendte bowl-kampe omkring nytår, og ikke allerede i dagene før juleaften, hvor de lavest rangerede hold tager hul på slutspillet.
Og specielt om hvorvidt ét hold skulle inkluderes i slutspillet har (igen) i år skabt en del debat i landet. Alabama Crimson Tide har som bekendt tabt tre kampe – en bedrift, som ville diskvalificere stort set alle andre hold. Men på en god blanding af recency- og SEC-bias, så har der i dagene optil offentliggørelsen alligevel været spænding om, hvorvidt det traditionsrige mandskab kunne snige sig med endnu engang. Det på bekostning af det tabende hold fra ACC-konferencen, som jo som bekendt viste sig at være SMU Mustangs.
Men sådan skulle det ikke gå. Slutspils-komiteen har nemlig offentliggjort deres endelige rangering og her står det klart, at det bliver SMU Mustangs, som tager den sidste billet. De er egentlig rangeret som #11, mens Clemson tager pladsen som #12, men siden konferencemestrene var garanteret en plads, så var #11 den reelt sidste plads. Tre nederlag var simpelthen for meget for komiteen til at lade Alabama deltage i dette års slutspil. I den anden ende er det mestrene fra Big Ten, Oregon Ducks, og mestrene fra SEC, Georgia Bulldogs, som indtager de øverste pladser sammen med Boise State Broncos og Arizona State Sun Devils.
Du kan se den endelige liste af hold i slutspillet nedenfor. Listen følger holdenes placering i slutspillets seeding fremfor holdenes placering på den endelige rangliste.
#1 Oregon Ducks
#2 Georgia Bulldogs
#3 Boise State Broncos
#4 Arizona State Sun Devils
#5 Texas Longhorns
#6 Penn State Nittany Lions
#7 Notre Dame Fighting Irish
#8 Ohio State Buckeyes
#9 Tennessee Volunteers
#10 Indiana Hoosiers
#11 SMU Mustangs
#12 Clemson Tigers
Det betyder derfor, at de indledende slutspilskampe, som afvikles d. 21. og d. 22. december, bliver som følgende:
#12 Clemson Tigers @ #5 Texas Longhorns
#11 SMU Mustangs @ #6 Penn State Nittany Lions
#10 Indiana Hoosiers @ #7 Notre Dame Fighting Irish
#9 Tennessee Volunteers @ #8 Ohio State Buckeyes








