College Football er i gang! Der blev ikke sparet på overraskelserne i weekenden, og flere af de store hold har tidligt i sæsonen taget nogle tunge og uventede nederlag på sig. Vi bringer her en gennemgang af de mest interessante resultater af de største kampe baseret på rangeringen over de 25 bedste hold fra Associated Press.

#1 Alabama Crimson Tide 20, Texas Longhorns 19

Den nye quarterback i Texas er hypede Quinn Ewers, men han måtte udgå tidligt i kampen med en forstuvning af nøglebenet af alle steder. Uden Ewers gjorde Texas lige akkurat nok i tre quarters for at holde dem i kampen, inden sidste års Heisman Trophy-vinder Bryce Young fandt noget af magien frem i fjerde quarter. Alabama var ukarakterisk dårlige og ufokuserede, og det er længe siden, at man har set en Alabama-offensiv punte 6 gange i træk. Stakkels Alabama-spillere, der kommer til at opleve helvede på træningsbanen i denne uge, hvis man kender Nick Saban. Longhorns-fans kan dog trods det snævre nederlag glæde sig over, at særligt forsvaret var væsentligt forbedret fra sidste år med en ny defensiv koordinator. Angrebet vil lide under fraværet af Quinn Ewers alt efter varigheden af skaden, men måske forsvaret kan blive et uventet trækplaster i Texas. Det bliver spændende at se, om denne sejr over Texas i løbet af sæsonen vil blive regnet for en “kvalitetssejr”, eller om det nærmere var en skuffelse, at de ikke vandt større.

Samford Bulldogs 0, #2 Georgia Bulldogs 33

Arkansas State Red Wolves 12, #3 Ohio State Buckeyes 45

Hawai’i Rainbow Warriors 10, #4 Michigan Wolverines 56

Furman Paladins 12, vs #5 Clemson Tigers 35

Appalachian State Mountaineers 17, #6 Texas A&M Aggies 14

Det var en voldsom overraskelse, da upåagtede App State tog til Texas A&M og fik en sejr med hjem. Offensivt var det en katastrofe for Aggies, der havde under 200 yards samlet og opgav to turnovers. De gik 2 ud af 8 på tredje downs, hvilket var meget sigende for den offensive effektivitet på dagen. Haynes King kastede for under 100 yards, og ingen af receiverne kom over 50, så det var alt i alt en fiasko for Jimbo Fisher, der har fået en dårlig start på det femte år af Texas A&M-projektet. Man skal dog også respektere Mountaineers, der rejste sig oven på et vildt nederlag hjemme mod North Carolina på 61-63 runden forinden. Forsvaret var stærkt og kynisk, og så havde offensiven bolden i hænderne i mere end 2/3 af kampen. Der var så meget hype omkring Texas A&M inden sæsonen, der har været nogle af de bedste til at rekruttere, men det er altså ikke blevet overført til banen endnu. Det er tidligt at drage konklusioner efter to spillerunder, men det ser en hel del sværere ud for Aggies at vinde SEC, når de har det her nederlag med sig i bagagen nu.

Kent State Golden Flashes 3, #7 Oklahoma Sooners 33

En ret stille dag på kontoret for Oklahoma, der var tæt på perfekte på forsvaret og havde nogle lysglimt i angrebet, der er notorisk farligt. Wide receiver Marvin Mims havde 7 receptions, som resulterede i 163 yards og to touchdowns. Der er en god forbindelse mellem ham og quarterback Dillon Gabriel. Vi vidste godt, at Mims er talentfuld og en stor profil på Sooners-angrebet, men det her kan godt ligne en sæson, hvor han bryder ud for alvor.

Marshall Thundering Herd 26, #8 Notre Dame Fighting Irish 21

Endnu et choknederlag i denne spillerunde, hvor Notre Dame tabte hjemme til upåagtede Marshall. Fighting Irish havde tabt forventeligt ude i første runde til Ohio State, så derfor skulle de naturligvis levere en overbevisende sejr på hjemmebane for at retfærdiggøre en god rangering. Det så egentlig okay ud, inden Marshall i fjerde quarter scorede to touchdowns på under et minut og havde vendt kampen på hovedet. Sædet må så småt begynde at brænde under Marcus Freeman, der har tabt de første tre kampe som head coach for Notre Dame. Quarterback Tyler Buchner kastede for 201 yards, deraf to interceptions og ingen touchdowns. Wide receiver Michael Mayer var det eneste positive i offensiven hos Notre Dame, og han sluttede da også dagen med lidt over 100 yards og et touchdown. Den store oplevelse var Khalan Laborn fra Marshall, der løb for 163 yards og et touchdown. Hvis forsvaret hos Marshall fortsætter med at stå stærkt og Laborn forbliver en pålidelig løber, så er det ikke utænkeligt, at Marshall kan gå hen og lave en stor sæson, hvor man måske går ubesejret igennem.

#9 Baylor Bears 20, #21 Brigham Young Cougars 26

Baylor ligner det hold fra sidste år, som står rigtig stærkt i forsvaret og særligt i forhold til løb, og de er stadigvæk lige så stædige i deres eget løbeangreb. Quarterback Blake Sharpen kastede sig til 133 yards og en quarter back-rating på sølle 35.9. Derfor måtte løbeangrebet i gang, og de fik genereret 152 yards på 52 carries. BYU var til tider også stædige med deres løbeangreb, der også kun skaffede 83 yards på 33 forsøg. Omvendt spillede quarterback Jaren Hall fornuftigt med 261 yards i luften, ingen interceptions og et touchdown til Chase Roberts. Læg dertil, at han selv greb et touchdown på en aflevering fra netop Roberts, der på et enkelt play havde rollen som quarterback. Ingen af kickerne havde is i maven i kampens afgørende fase, og den måtte derfor afgøres på et løb fra BYU’s Lopini Katoa. Brigham Young tabte til netop Baylor sidste år, men det var et langt stærkere Cougars-hold i denne omgang, der skal forsøge at tage momentum med til Oregon i næste runde. Baylor skal finde noget kreativitet frem, og så bliver de nødt til at få disciplinen på plads. De fik 14 penalties, som tabte dem 114 yards – og så er det altså svært at vinde. De har en let opgave mod Texas State i næste runde, inden der venter en række svære kampe for dem.

Stanford Cardinal 28, #10 USC Trojans 41

USC opgav to touchdowns i et eller dødt fjerde quarter, som pyntede på resultatet for Stanford, men ellers så det godt ud for Trojans. Caleb Williams kastede for 341 yards og 4 touchdowns, og så havde Jordan Addison 172 yards og to bolde med i endzone.

#11 Oklahoma State Cowboys 34, Arizona State Sun Devils 17

#12 Florida Gators 16, #20 Kentucky Wildcats 26

Gators havde åbnet sæsonen med en pæn hjemmesejr over Utah på 29-26, og de var også favoritter hjemme i The Swamp mod Kentucky. Hjemmeholdet førte knebent med 16-13 efter første halvleg, men så fik Kentucky ellers lagt en defensiv plan, der lukkede kampen ned. Wildcats tillod ikke et eneste point i anden halvleg, så det var rigeligt for dem med to field goals og et touchdown. Mark Stoops fortsætter med at imponere som træner for Kentucky, og Gators kommer formentlig ned på jorden, selvom der er notorisk høje forventninger blandt de lokale.

Southern Utah Thunderbirds 7, #13 Utah Utes 73

Akron Zips 0, #14 Michigan State Spartans 52

Southern Miss Golden Eagles 7, #15 Miami Hurricanes 30

South Carolina Gamecocks 30, #16 Arkansas Razorbacks 44

#24 Tennessee Volunteers 34, #17 Pittsburgh Panthers 27

Charleston Southern Buccaneers 3, #18 NC State Wolfpack 55

Washington State Cougars 17, #19 Wisconsin Badgers 14

Det var en endnu en overraskelse, at ellers stærke Wisconsin ikke kunne slå Washington State hjemme. Meget bittersødt for dem var det, at Nakia Watson, den tidligere Badgers-running back, løb for to touchdowns mod sit gamle hold og på sin gamle hjemmebane. En stor og rørende bedrift for Watson, og omvendt ikke en prangende situation for Wisconsin. Det er et rigtig dumt nederlag for Badgers, der gerne vil kæmpe med i Big Ten, og som har adskillige svære kampe i løbet af sæsonen.

Central Arkansas Bears 3, #22 Ole Miss Rebels 59

#23 Wake Forest Demon Deacons 45, Vanderbilt Commodores 25

#25 Houston Cougars 30, Texas Tech Red Raiders 33