College Football anno 2022 blev skudt i gang i den netop overståede weekend, da den første officielle runde blev afviklet. Vi bringer her en gennemgang af de største kampe baseret på rangeringen over de 25 bedste hold fra Associated Press.

Utah State Aggies 0, #1 Alabama Crimson Tide 55

Der var næsten 100.000 fans at finde på Bryant-Denny Stadium i lørdags, da Alabama åbnede deres sæson hjemme mod Utah State. Langt størstedelen af dem må have haft en ganske fin oplevelse, for der var ingen slinger i valsen for Alabama, som fik sæsonens første sejr. Et nederlag på hele 55-0 blev gæsterne fra Utah sendt hjem med – et resultat der vidner om, at Alabama igen i år er stærke på begge sider af bolden. Angrebet, som blev ført an af den regerende Heismann-vinder QB Bryce Young, genererede hele 559 yards, som blev skabt af 7 løbere og 11 receivere. Der er altså igen i år tale om et uhyggeligt bredt Alabama angreb. Alabamas forsvar, med den højt profilerede EDGE Will Anderson Jr., fik lukket fuldstændig ned for Utah State, som reelt aldrig havde en chance. Det er igen i år svært at forestille sig et slutspil uden Nick Saban og co.

#5 Notre Dame Fighting Irish 10, #2 Ohio State Buckeyes 21

Den nye headcoach for Notre Dame, Martin Freeman, fik ikke den start på den nye sæson som han havde håbet på, da han og resten af the Fighting Irish besøgte Ohio State Buckeyes lørdag aften. Den tidligere defensive koordinator fik ellers nogenlunde succes med at lukke QB CJ Stroud ned i store dele kampen, men som kampen skred frem var det tydeligt, at Ohio States forsvar ikke ville tillade et nederlag. De overtog kampen mod slut og tvang Notre Dame til at punte på deres sidste 6 drives. Det var specielt imod løbet at Ohio States forsvar havde stor succes, noget som de i den grad havde svært ved i sidste sæson. Det bliver spændende at se hvordan de to hold bliver placeret på næste uges AP Top 25. Notre Dame vil selvfølgelig falde, mens Ohio State med en sejr over #5 højst sandsynligt får lov til at blive som #2 – det på trods af, at de på nuværende tidspunkt måske kun er det tredje bedste hold i landet.

#11 Oregon Ducks 3, #3 Georgia Bulldogs 49

Ohio States placering som nummer 2 kommer kun til at være til låns, hvis Georgia Bulldogs fortsætter det spil som de indledte sæsonen med. På Atlants Falcons sædvanlige hjemmebane blev Oregon Ducks tildelt et nederlag af sådan en kaliber, at det var svært at tro på, at det var et møde mellem #3 og #11. Georgias forsvar havde fuldstændig styr på QB Bo Nix, som blev holdt til 171 yards og to interceptions. Det på trods af, at Georgia tilbage i april sagde farvel til rekordmange spillere, da hele 15 blev valgt i draften. QB Stetson Bennett åbnede hans sæson med 368 yards og to touchdowns, en ganske fin start for en spiller som mange anser som en af dette års Heisman-kandidater. Med tanke på Georgias resterende kampprogram, som pt. kun indeholder et møde med en rangeret modstander, så vil det kræve at Ohio State kommer op i gear, hvis ikke de skal overhales indenom af de regerende mestre.

Sam Houston State Bearkats 0, #6 Texas A&M Aggies 31

Som så mange andre hold også gør, så havde Texas A&M fået sat en sæsonåbner op mod en upåagtet modstander, sådan så sæsonen forhåbentligt kunne skydes i gang med et brag. En klassisk Alabama med andre ord. Men sådan skulle det ikke gå for Jimbo Fisher og de håbefulde Texanere, for selvom de slog Sam Houston ganske overbevisende med 31-0, så var der i den grad plads til forbedring på angrebssiden. Løbespillet kom aldrig rigtig i gang, hvilket gjorde arbejdet betydeligt sværere for QB Haynes King, som dog trods alt endte dagen med tre touchdowns og to interceptions. Texas A&Ms forsvar havde dog ingen problemer med at holde Sam Houston fra fadet, hvilket betød at sejren aldrig var i fare. Men der skal gang i angrebet, hvis de for alvor skal true de store drenge i år.

#7 Utah Utes 26, Florida Gators 29

Uge 1 bød også på et upset, da #7 Utah ikke formåede at slå Florida Gators, som ellers ikke var at finde på Top 25 listen. QB Anthony Richardson, en af de største dual-threats i College netop nu, smed sit navn i Heisman-ringen med en solid kamp på både jorden og i luften. 274 kombinerede yards med tre touchdowns til følge, samt en spektakulær to-points konvertering, var mere end Utah kunne modstå. Sejren kommer højst sandsynligt til at betyde en plads på ranglisten for Florida, mens Utah nok ikke falder helt igennem. Det bliver spændende at følge, hvorvidt Florida og Anthony Richardson kan holde dampen oppe.

Colorado State Rams 7, #8 Michigan Wolverines 51

Hvis man kun ser på scoren, så kunne man nemt blive narret til at tro, at alt er fryd og gammen i Ann Arbor. Sådan vil en sejr i sæsonåbningen på 51-7 i hvert fald fremstå for de fleste. Men Jim Harbaughs søgen efter en starter på quarterbackpositionen fortsætter endnu, efter hverken Cade McNamara eller JJ McCarthy formåede at spille på et niveau højt nok til, at Harbaugh kunne træffe en endelig betydning. Som det var tilfældet i den forgangne sæson, så var det løbespillet som var afgørende atter en gang for Michigan. 236 yards på jorden, som hovedsageligt blev skabt af RBs Blake Corum og Donovan Edwards, gjorde at der reelt aldrig var nogen spænding. Quarterbackkampen kommer til at fortsætte i næste uge, når JJ McCarthy får lov til at starte den første serie mod Hawaii.

De resterende kampe fra uge 1 i College Football:

UTEP Miners 13, #9 Oklahoma Sooners 45

Albany Great Danes 10, #10 Baylor Bears 69

Central Michigan Cippewas 44, #12 Oklahoma State Cowboys 58

#13 NC State Wolfpack 21, East Carolina Pirates 20

Rice Owls 14, #14 USC Trojans 66

Western Michigan Broncos 13, #15 Michigan State Spartans 35

Bethune-Cookman Wildcats 13, #16 Miami Hurricanes 70

West Virginia Mountaineers 31, #17 Pittsburgh Panthers 38

Illinois State Redbirds 0, #18 Wisconsin Badgers 38

#23 Cincinnati Bearcats 24, #19 Arkansas Razorbacks 31

Miami RedHawks 13, #20 Kentucky Wildcats 37

Troy Trojans 10, #21 Ole Miss Rebels 28

VMI Keydets 10, #22 Wake Forest Demon Deacons 44

#24 Houston Cougars 37, UTSA Roadrunners 35

#25 BYU Cougars 50, South Florida Bulls 21