En sidste kamp mangler før vi kan sætte punktum for endnu en fantastisk sæson med college football. Natten til tirsdag dansk tid går det løs på NRG Stadium i Houston, når Michigan Wolverines og Washington Huskies mødes i kampen om det nationale mesterskab. Vi ser i denne artikel nærmende på den kommende finale.
Michigan Wolverines
Det krævede en tur ud i overtime i en fremragende udgave af dette års Rose Bowl, før Jim Harbaugh’s mandskab kunne juble over en plads i dette års finale i College Football. Selvom sejren var tættere end hvad Michigan har været vant til i 2023, så kom den i hus på baggrund af nogle elementer, som har været karakteristiske for dette års Wolverines.
På angrebet blev alle de store stjerne involverede på vanlig vis. QB JJ McCarthy kastede tre touchdowns, WR Roman Wilson greb fire bolden for 73 yards og et touchdown, mens RB Blake Corum tromlede sig til mere end 100 totale yards og to touchdowns – herunder kampens sidste og afgørende scoring.
Forsvaret havde det sværere med at dæmme op for løbet end vi tidligere har set, og endte da også med at tillade hele 172 yards på jorden, men alligevel spillede det en kampafgørende rolle. For de lykkedes trods alt med at gøre Alabama endimensionelle. Kastespillet havde nemlig svære vilkår, og da den sidste fløjte havde lydt, så var QB Jalen Milroe blevet sacket hele seks gange.
Udover at garantere en plads i finalen, så betød sejren også at Michigan for første gang i skolens historie har vundet 14 kampe. En rekord, som altså kan blive udbygget allerede natten til tirsdag. For at det skal blive en realitet, så har Michigan brug for en lignende forsvarspræstation fra deres defensive linje. Washington sluttede sæsonen blandt de 10 bedste hold hvad angår flest yards pr. kamp, hvoraf langt størstedelen af disse er kommet gennem kastespillet. Hvis Michigan formår at holde det eksplosive Washington-angreb i skak, så vil de få muligheden for at gøre, som de igennem sæsonen har været sublime til: at løbe bolden lige ned i hilsen på modstanderen.
Kommer dette til at ske, så kan vi godt forvente at se meget til Blake Corum. Han har undervejs i sæsonen vist, at han formår at skabe store spil selv mod bundsolide forsvarsenheder. Da Michigan tidligere på sæsonen mødte Penn State – indehaverne af dette års statistisk bedste forsvar – så endte Corum med 145 yards og to touchdowns. Washington har på ingen måde et forsvar, som blander sig i diskussionen om at være blandt de bedste. De tillod igennem grundspillet næsten 400 yards til deres modstandere pr. kamp, herunder 133 på jorden. Hvis det samme forsvar møder op i dette års mesterskabskamp, så kan Michigan meget vel gå hen og vinde deres første mesterskab siden 1997.
Washington Huskies
Det er ikke kun Michigan, som i år har sat skolerekord for sejre i en sæson. Også Washington Huskies har i år slået deres rekord, hvilket da også er ganske forventeligt, siden de ligesom Michigan endnu ikke har tabt en kamp i år. De var dog ikke langt fra i sidste uge, da Texas Longhorns bød dem op til dans i en tæt Sugar Bowl, men på trods af store forsøg fra Texas helt til slut, så var det ikke nok til at stoppe Kalen DeBoers mandskab.
Som det også var gældende for Michigan, så gav Washingtons semifinale et passende billede af den opskrift, som har taget Washington til hvor de er i dag. Forsvaret leverede en præstation, som passede perfekt til den beskrivelse, som det har fået tidligere i denne artikel. 498 yards og 31 point stod Texas noteret for, da kampen blev fløjtet af. Altså tal, som isoleret set burde have givet Texas en fremragende mulighed for, at indtage banen mod Michigan natten til tirsdag fremfor Washington.
Men som flere gange tidligere har været gældende mod Washington, så var 31 point ikke nok. For Washingtons angreb, anført af QB Michael Penix Jr. og hans farlige trio af wide receivere, spillede også op til deres vanlige niveau, hvorfor Washington kunne gå fra banen med en sejr på 37-31. Penix Jr. sluttede kampen med 430 yards og to touchdowns, mens trioen bestående af Rome Odunze, Ja’Lynn Polk og Jalen McMillan sluttede kampen med over 300 yards til sammen. Sejren var i øvrigt Washingtons’ 10. kamp i træk, som de har vundet med 10 point eller færre. En sejr på mere end 10 point har med andre ord ikke været set siden slut september.
Netop denne enhed kan da også meget vel gå hen og få en afgørende hovedrolle i kampen mod Michigan. For udover at være dette års mesterskabskamp, så er kampen natten til tirsdag faktisk også en kamp mellem det bedste kasteangreb og det næstbedste forsvar mod kastespillet. Og selvom Michigans forsvar har været ganske enkelt frygtindgydende i denne sæson, så har de endnu til gode at møde et hold, som har et kasteangreb af Washingtons kvalitet. Skal Washington gøre sig forhåbninger om deres første mesterskab siden 1991, så er det afgørende at de får gang i Penix Jr. og hans trio. For hvis ikke, så vil der være overhængende stor fare for, at det eneste de får at se af Corum bliver bagsiden af hans jersey.
De sidste detaljer
Kampens spilles på NRG Stadium i Houston, hvor Houston Texans normalt har hjemmebane. Kampen sparkes i gang kl. 01:30 natten til tirsdag dansk tid, og i skrivende stund er Michigan forholdsvis komfortable favoritter.