
Flotte interceptions, lange returns og nyt nederlag til et toprangeret mandskab. Selvom kampene fortsat ikke udbydes for danske seere (endnu), så skal du ikke snydes for de største spil fra uge 8, som vi gennemgår i denne artikel.
Det er ikke nogen nem start i SEC, som Oklahoma Sooners har fået. Jovist har de fået en sejr over Auburn Tigers og to semi-forventede nederlag til Tennessee Volunteers og Texas Longhorns, men det må være de færreste der alligevel havde set den komme, at de skulle få så gedigne tæsk af South Carolina Gamecocks, som de endte med at få. Allerede efter fem minutter var South Carolina foran med 21, hvilket blandt andet skyldtes et pick-six.
Der var lidt til enhver smag i weekendens kamp mellem New Mexico Lobos og Utah State Aggies, hvad end man er til offensive eller defensive højdepunkter. For på trods af, at de to mandskaber til sammen fik kastet og løbet for 1.055 yards, så smed de også samlet set bolden væk seks gange. Et af disse turnovers stod CB D.J. Graham II for, da han på akrobatisk vis afværgede et touchdown på goalline.
Mareridtssæsonen fortsatte i weekenden for Florida State Seminoles, da de tabte ACC-opgøret mod Duke Blue Devils. Duke kom først på tavlen med et pick six, som Florida State nu altså har lavet en del af i indeværende sæson. Nederlaget betød, at Mike Norvells tropper nu har tabt hele seks gange – og de var altså rangeret på AP Top 25-listen før sæsonen..
På de amerikanske serviceakademier er meget forskellige trends undervejs. For mens Air Force Falcons har gang i en jammerlig sæson, så har både Army Black Knights og Navy Midshipmen leveret på så højt niveau, at vi skal helt tilbage til 1926 for at finde den sidste gang, hvor de to hold til sammen havde 13 sejre og ingen nederlag. Army’s 7. sejr kom i hus efter at de rundbarberede East Carolina Pirates med 45-28. Som altid blev sejren grundlagt på baggrund af løbeangrebet, hvor Army endte med at akkumulere 295 yards og fem touchdowns, men det betød ikke, at der ikke også var plads til store spil gennem luften.
Det er efterhånden længe siden, at de har haft det så sjovt i Providence, som de har det her for tiden. Efter ellers at have været bagud med kun 19 sekunder tilbage, så endte BYU Cougars atter med en sejr, som kom i hus på et 35-yard touchdown til WR Darius Lassiter. Sejren betød, at den ubesejrede sæson fortsætter og BYU er nu at finde som nummer 11 på AP Top 25.
Det holdt hårdt, men Miami Hurricanes ubesejrede sæson lever fortsat efter en sejr på 52-45 over Louisville Cardinals i weekenden. Louisville var godt nok bagud det meste af kampen, men formåede alligevel to gange at spille sig op på siden af Miami – blandt andet takket være et 100-yard kickoff return fra WR Caullin Lacy.
Vi runder denne uges artikel af med et klip, som ganske godt illustrerer, hvorfor Texas Longhorns kom i store problemer mod Georgia Bulldogs. Det toprangerede mandskab havde især problemer med Georgias forsvar, som var en konstant kilde til uro for Texas’ quarterbacks. Kampen endte 30-15 til gæsterne, hvilket er det største nederlag på hjemmebane til et #1 hold siden 1982.








