Tredje spillerunde af dette års sæson af College Football er nu ovre, og selvom det ikke var de største kampe, som var på programmet, så var der rigeligt med store spil. Vi har i denne artikel samlet udvalgt et par af disse, som du kan se nedenfor.

Her to uger efter, at WR Marvin Harrison Jr. måtte udgå af kampen mod Indiana Hoosiers med en skulderskade kan vi konstatere, at det tilsyneladende ikke var en alvorlig skade. I sidste uge greb han 7 bolde for 160 yards og to touchdowns, og i denne uge fortsat han hvor han slap, da han på det første spil i kampen mod Western Kentucky Hilltoppers tog den 75 yards til huset. Ohio State vandt i øvrigt kampen med 63-10, og scorede for første gang siden 2013 fem touchdowns i ét enkelt quarter!

LSU Tigers har atter fået lidt momentum igen efter deres åbningsnederlag til Florida State. I sidste uge blev Grambling State Tigers slået med 72-10, og i denne uge var det så Mississippi State Bulldogs, som fik ørerne i maskinen. LSU vandt 41-14 – godt hjulpet på vej af en monsterkamp fra WR Malik Nabers, som greb 13 bolde for 239 yards med to touchdowns til følge. Han skal forsøge at finde samme form i næste weekend, når Arkansas Razorbacks kommer på besøg.

Det var desuden ikke kun igennem luften, at LSU leverede store spil mod Mississippi State. RB Kaleb Jackson, som i øvrigt er en true freshman, leverede et spil, som kunne bruges som forklaring for begrebet trucking. Den engelske ordforklaring er desuden “a verb meaning to run ruthlessly through a tackler as if they’re not even there“, hvilket passer perfekt til nedenstående spil.

QB Bo Nix og resten af Oregon Ducks-holdet fortsatte deres flyvende start, da Hawaii Rainbow Warriors blev sendt hjem med et nederlag på 55-10. Nix selv kastede tre touchdowns, hvoraf det første kom efter under et minuts spil. Det tager i øvrigt hans sæsontotal op til 8 touchdowns og han har endnu til gode at kaste sin første interception. Oregon har nu efter 3 kampe formået at holde et pointgennemsnit på hele 58 point pr. kamp, hvilket kun er overgået af USC Trojans som snitter 59,3. Det skal de forsøge at opretholde i næste weekend, når Deion Sanders og resten af Colorado-holdet kommer på besøg. Noget, som må siges at være blevet lettere, efter at det i dag kom frem, at WR/CB Travis Hunter er ude i de kommende uger efter et grimt hit.

Og apropos Colorado, så kan vi da heller ikke undlade at vise et spil fra deres kamp, da vi ikke skal stå i vejen for det hypetog, som der i øjeblikket er omkring Deion Sanders og hans mandskab. Colorado løb til slut med sejren, da de besejrede Colorado State med 43-35 efter to gange overtid. Selvom det hovedsageligt er QB Shadeur Sanders der løber med opmærksomhede, så kom Deions ældste søn S Shilo Sanders også i fokus, da han i første quarter returnede en interception for et touchdown.

Som den entertainer som han er, så har Deion tidligere været ude og rangere hans egne børn, hvor Shilo flere gange har figureret på den dårligste placering. Såfremt han bliver ved med at lave spil som ovenstående, så kan det være at der snart er udsigt til en forfremmelse.

Michigan Wolverines har åbnet sæsonen med tre sejre, men det har endnu ikke været super imponerende. De har endnu til gode at møde en modstander fra en Power 5-konference, men har på trods af det stadig ikke formået, at score mere end 35 point i en kamp. Løbespillet og forsvaret ligner heldigvis meget af det, som vi så sidste år, hvilket sikkert også har hjulpet til, at de har ligget stabilt som nummer 2 på AP Top 25 listen. QB JJ McCarthy havde ellers åbnet sæsonen ganske stabilt, men havde en hård dag på kontoret mod Bowling Green, hvor han blev intercepted 3 gange. Han fik dog også scoret to touchdowns igennem luften, hvoraf det ene blev scoret på en flea-flicker efter at Michigan åbnede for posen med trickspil.

Efter at de på imponerende vis slog Alabama Crimson Tide i sidste uge, så var og skulle Wyoming Cowboys være en overkommelig opgave for Texas Longhorns. Og selvom det tog lidt tid før holdet fra Austin kom igang, så endte de kampen med en sejr på 31-10. Det stod ellers lige, da fjerde quarter startede, men det varede ikke engang et helt minut før WR Xavier Worthy ville det anderledes. På en quick screen uden egentlig blockere slog han sin direkte mand med sin hurtighed, hvilket førte til et touchdown fra næsten midten af. Texas skal forsøge at holde liv i deres bedste sæsonstart siden 2013, når de i den kommende weekend rejser til Waco, Texas for at møde Baylor Bears.