
Et knusende nederlag på hjemmebane til de forsvarende mestre, et vaskeægte upset og en dukkert for Primetime. Selvom kampene fortsat ikke bliver udbudt for danske seere, så skal du ikke snydes for de største spil fra uge 2, som vi gennemgår i denne artikel.
De berømte marginaler var på Rutgers Scarlet Knights’ side i denne weekend, da de besejrede Akron Zips med 49-17. WR KJ Duff reagerede hurtigt på det rigtige sted, da en afrettet bold alligevel endte ud i et touchdown.
Landets længste stime af ubesejrede kampe hører ikke længere til de forsvarende mestre. Det var en realitet efter en sand magtdemonstration af QB Quinn Ewers og resten af Texas Longhorns-mandskabet, som kunne rejse hjem til Austin med en sejr på 31-12. Specielt Ewers spillede en flot kamp og gjorde sit for, at man for en stund glemte om hans backup med det berømte navn. Nederlaget betyder, at det nu er Arizona Wildcats, som er indehaverne af den længste stime af ubesejrede kampe med otte styks.
En stor dag fra Champaign, Illinois kræver mere end ét højdepunkt. For første gang med headcoach Brett Bielema er Illinois Fighting Illini ubesejrede gennem sæsonens første to kampe. I denne uge var det Kansas Jayhawks, der ellers var rangeret som #19 på AP Top 25, som fik ørerne i maskinen. Specielt WR Zakhari Franklin havde en monsterdag, og selvom den endelige statline “kun” angav ni grebne bolde, så var to af disse spektakulære og kampafgørende.
Ikke langt derfra udspillede der sig en regulær ydmygelse. Notre Dame Fighting Irish tog på hjemmebane imod upåagtede Northern Illinois Huskies i hvad der må betragtes som værende en sand cash game. Altså en kamp, som det ene hold accepterer at deltage i på bekostning af, at de får en røvfuld penge for det. Selvom kvalitetssejre og traditionskampe er vigtige, så er der fortsat behov for at skovle nogle sejre ind, hvorfor Notre Dame betalte 1,4 millioner Dollars til NIU for at stille op. Men kampen gik langtfra som regnet med, og da Notre Dame brændte det afgørende field goal, så blev det nedenstående spark, som endte med at blive kampvindende.
I Tuscaloosa, Alabama modtog den Nick Saban en velfortjent hyldest, da skolen officielt opkaldte deres bane efter den legendariske træner således at hjemmebanen nu fremover hedder Nick Saban Field at Bryant-Denny Stadium. Fra tilskuerpladserne kunne han efterfølgende se et Alabamahold, som traditionen tro havde det svært mod USF. Kampen endte godt nok 42-16, men det var med en stilling på 14-13 at fjerde quarter begyndte. WR Ryan Williams fortsatte hans imponerende sæsonstart, da den 17-årige spiller tilføjede endnu et touchdown til hans sæsontotal.
På trods af store forhåbninger inden sæsonstart, så har der i de to første uger været lidt knas i maskineriet oppe i Eugene. I sidste uge var det Idaho Vandals, som gav Oregon Ducks problemer, og den samme trend forsatte så i denne uge, hvor Boise State var tæt på at lave overraskelsen. Sejren kom dog akkurat i hus på et sidste sekunds field goal, og det var egentlig en meget passende slutning på kampen, da Oregons specialteams var den eneste enhed, som faktisk spillede op til niveau. Ikke blot én, men hele to gange formåede de nemlig at returnere for touchdowns.
Højt at flyve, dybt at falde. Det er kun en uge siden at Colorado Buffaloes indledte sæsonen med en sejr, men allerede en uge efter er momentum væk. Nebraska Cornhuskers var aldrig i problemer på hjemme i Lincoln, hvor QB Shadeur Sanders udvandrede før tid og efterfølgende fik sagt nogle mindre heldige ting på pressemødet. Omvendt spillede den anden quarterback, Dylan Raiola, en særdeles god kamp, hvor han dog også havde heldet med sig:









