
Uge 1 bød på spektakulære touchdowns på første spil, Odell Beckham-type greb og en bulldozer af en løb. Selvom kampene fortsat ikke udbydes for danske seere (endnu), så skal du ikke snydes for de største spil fra denne sæsons første uge.
Forventningen til kampen mellem Indiana Hoosiers, som er rangeret nr. 20 i college football, imod Old Dominion var, at det ikke ville blive en tæt kamp. Indiana var 23,5 points favorit. Stemningen og forventningerne blev dog hurtigt kastet ud af vinduet, da andenårs-QB Colton Joseph fra Old Dominion snød hele Indianas forsvar med et falsk handoff og løb 75 yards til touchdown på kampens første snap!
For Purdue skulle der lige gå et yderligere spil, før touchdownet kom. Boilermakers vandt kun én kamp sidste år, og forventningerne har ikke været specielt store. De var storfavoritter til kampen, men spørgsmålene om, hvorvidt de kan forbedre sig, er stadig åbne. Det kan den nye quarterback Ryan Browne muligvis have givet et lille svar på efter blot to spil. Han affyrede en raket på meget kort tid og med en forsvarsspiller i ansigtet, direkte til sin receiver Arhmad Branch for et 49-yard touchdown.
Det var dog ikke kun en dag for quarterbacks. Florida Gators har selv haft middelmådige sæsoner i den barske SEC-konference. De startede mod en lettere modstander i Long Island, men det betød ikke, at kampen ikke var spektakulær. WR Vernell Brown åbnede i hvert fald Gators’ sæson med måske årets greb fra sophomore-QB DJ Lagway. Kampen endte 55-0, men det bliver spændende at se, om Lagway og Brown kan kombinere for flere af disse fremragende spil i løbet af sæsonen.
Vi drager vestpå for at finde California Golden Bears. De har i år valgt at starte en førsteårs-quarterback til at lede dem. En venstrehåndet quarterback fra Hawaii med et traditionelt (og svært at udtale) navn? Det er dog ikke Tua Tagovailoa, men QB Jaron-Keawe Sagapolutele – og det ser ud til, at det ikke var en helt dårlig idé at starte ham. Han afsluttede kampen med 3 touchdowns imod et stærkt Oregon State-hold. Kan det være, at Cal har fundet sig et helt særligt talent? Han viste i hvert fald her, at han – på trods af kun lige at være startet i college – kan bruge sin mobilitet og spilforståelse til at forvandle et negativt spil til et positivt.
Når man spiller mod Alabama Crimson Tide, handler det om at spille som en voksen mand. Der er ikke mange hold, der har lyst til at møde Alabama, som hvert år er kandidat til slutspillet. Men måske bliver det anderledes i år. RB Gavin Sawchuk udviste i hvert fald ingen frygt, da Florida State Seminoles lukkede kampen mod Alabama, hvor Sawchuk bar mere end fem Alabama-forsvarsspillere hele vejen fra 10-yard-linjen til målstregen.








