Konferencefinalen mellem Alabama og Georgia levede op til forventningerne, da reserve-QB Jalen Hurts førte Crimson Tide til sejr i sidste minut over et stærkt Bulldogs-mandskab. Det tætte opgør giver slutspilskomiteen noget at tænke over, da de nu skal vælge imellem Oklahoma, Ohio State og Georgia til den fjerde og sidste plads i semifinalerne. 

Slutspilskomiteen, bestående af 13 universitetsdirektører, sad sammen til sent i morges og diskuterede de sidste og afgørende rangeringer. De skal mødes igen til eftermiddag for at beslutte, hvem der skal i slutspillet. Medier og eksperter lader til at være enige i, at Alabama, Clemson og Notre Dame er sikre kandidater. Alle tre mandskaber har været ubesejret i år og de ser skarpe ud.

I gårsdagens collegerunde skulle de forskellige konferencer afgøres. Oklahoma Sooners tog sig sikkert af deres BIG12-konference, da de slog ærkerivalerne Texas Longhorns 39-27. Ohio State Buckeyes vandt BIG10-konferencen, da de slog Northwestern Wildcats 45-24. Både Oklahoma og Ohio State gjorde det de kunne, for at komme i betragtning til den sidste plads i slutspillet. Det er da også imellem disse to hold, at de fleste eksperter har placeret deres bud.

Men hvad så med Georgia? Komiteens opgave er, at finde de fire bedste hold til slutspillet og det er der mange der mener, at Bulldogs er. Oklahoma og Ohio State har begge kun tabt én kamp, hvilket på papiret er bedre end Georgias to. Men hvor meget skal et tæt nederlag til topholdet Alabama koste dem? Det bliver spændende at se, hvad der kommer til at ske i aften, når komiteen offentliggører deres beslutning.

#1 Alabama Crimson Tide 35 – #4 Georgia Bulldogs 28

Inden kampen var al fokus på Alabama QB Tua Tagovailoa, der igennem hele sæsonen har truffet de rigtige beslutninger og leveret fænomenale kast. Georgias forsvar uddelte ham dog tæsk i aftenens SEC-finale. Tagovailoa kastede to interceptions, så ganske ineffektiv ud og måtte til sidst udgå efter at have kæmpet med skade og skavanker igennem det meste af kampen. Ind kommer Jalen Hurts, manden der blev bænket i sidste års mesterskabsfinale. Hurts ligner sikkerheden selv og fører holdet til to touchdowns og sejr.