Sent lørdag aften dansk tid besejrede Michigan Wisconsin med 14-7 i en vaskeægte college-topkamp. Kampen blev afgjort efter en vanvittig interception af Michigan-cornerback Jourdan Lewis, der ville gøre selv Odell Beckham Jr. en smule misundelig.

Det er ikke kun i NFL, vi er vidner til spektakulære spil, der ikke burde kunne lade sig gøre. Nej, talenterne i college football kan også et eller andet, og det blev endnu en gang bevist i kampen mellem Michigan og Wisconsin sent i går aftes.

Begge mandskaber gik ind til kampen 4-0, men efter et tæt opgør kunne hjemmeholdet trække det længste strå med en sejr på 14-7. Og den sejr kom i hus efter en helt sindssyg interception af Michigans cornerback Jourdan Lewis, der flyvende gennem luften greb bolden med en hånd.

Spillet bliver bare ekstra spektakulært af, at Lewis blot skulle sikre, at receiveren ikke greb bolden for at vinde kampen, da det var på fjerde down. Men når man er i stand til det, så kan man jo lige så godt lave et spil, der går lige i football-elskeres hjerter. Nyd den smukke interception herunder.