Cincinnati Bengals’ fans kan godt ånde lettet op.

I slutningen af juli gik der et sus gennem Cincinnati, da Joe Burrow måtte køres fra træningsbanen med en skade i sin højre læg. Det var tredje sommer i træk, at Joe Burrow har fået sin træningslejr spoleret af sygdom eller skader.

Efter flere uger med ro, hvile og genoptræning er Joe Burrow nu vendt tilbage på træningsbanen. Ifølge Paul Dehner fra mediet The Athletic, som dækker Bengals tæt, var det en ubesværet og fuldt fokuseret Joe Burrow, som gennemførte sit første træningspas i lidt over en måned uden problemer.

Derfor kan vi meget vel forvente at se Joe Burrow starte, når Cincinnati Bengals åbner sæsonen søndag d. 10. september på udebane mod divisionsrivalerne fra Cleveland Browns.

Cincinnati Bengals valgte Joe Burrow med det første valg i 2020-draften, og han har siden da etableret sig blandt de allerbedste spillere i NFL. I dag er Joe Burrow blevet synonym med Cincinnati Bengals, som han førte i Super Bowl i 2021-sæsonen, og parterne arbejder aktuelt på en kontraktforlængelse, som forventes at gøre Burrow til den bedst betalte spiller i ligaens historie.