Dramaet om Bengals’ førsterundevalg fortsætter

0

Stemningen mellem Cincinnati Bengals og Shemar Stewart, som Bengals valgte i første runde af 2025-draften, er nået frysepunktet.

Det har været et bøvlet første halvår af 2025 for Cincinnati Bengals’ sportslige ledelse.

Først måtte Bengals strække sig til sit yderste for at kunne efterleve Joe Burrows krav om, at både Ja’Marr Chase og Tee Higgins skulle forlænges. Siden da har Bengals forsøgt at lukke kontraktforhandlingerne med Trey Hendrickson og førsterundevalget Shemar Stewart, men bestræbelserne har endnu ikke båret frugt.

I stedet ventes hverken Trey Hendrickson eller Shemar Stewart at møde ind til Cincinnati Bengals’ ellers obligatoriske træningslejr, som løber af stablen den 22. juni.

Tovtrækkeriet mellem Bengals og Shemar Stewart har efterhånden udviklet sig til et offentligt mudderkast.

Konflikten skyldes ifølge avisen The New York Times, at Bengals ønsker at inkorporere en klausul i Stewarts aftale, som gør, at Bengals kan slippe for at betale en del af lønsummen, hvis Stewart kommer til at skade, eller begår kriminalitet.

Shemar Stewart og hans agent kalder Cincinnati Bengals’ krav for unødvendige og indgribende, og de henviser til, at Bengals ikke har stillet lignende betingelser i tidligere rookie-aftaler:

– De forsøger at sætte en ny præcedens med deres kontrakter og det skal åbenbart gå ud over mig. Jeg synes ikke, at det er retfærdigt – jeg synes faktisk, det er vanvittigt, har Shemar Stewart bl.a. udtalt til mediet The Athletic.

Som følge af konflikten har Shemar Stewart endnu ikke været på træningsbanen for Cincinnati Bengals, og han ventes ikke at deltage i træningslejren, så længe han ikke har underskrevet sin rookie-aftale.

Senest kunne tv-stationen ESPN afdække, at Shemar Stewart efter sigende har overvejet helt at droppe Cincinnati Bengals og i stedet vende retur til college-rækkerne til sit tidligere hold Texas A&M.

Rygterne er blevet pure afvist af Texas A&M, om end de bekræftede, at Shemar Stewart har benyttet holdets faciliteter til at holde sig i form under sin strejke.

Shemar Stewart blev anset for at være én af de mest talentfulde forsvarsspillere i denne årgang, men konsensus mener også, at han fortsat er en projektspiller, som har behov for at blive finpudset, før han for alvor kan blive en faktor i NFL. Set i dét perspektiv er det også kritisk, at Cincinnati Bengals endnu ikke har haft ham inde i folden.

Læs mere: Forhandlingerne er brudt sammen – Bengals-stjerne nægter at spille