Bengals’ cheftræner, Marvin Lewis, udtalte før free agency, at han ville kæmpe for at beholde Tyler Eifert i klubben. Lewis’ ønske er nu blevet omsat til virkelighed.

Cincinatti Bengals har dermed givet Tyler Eifert en et-årig aftale, som maksimalt vil løbe op i cirka 50 millioner danske kroner. Den 27-årige tight end har kun spillet i 10 kampe over de seneste to sæsoner på grund af forskellige skadeskvaler, herunder en alvorlig rygskade, der sidste år måtte opereres.

Med Eiferts skadeshistorik in mente giver den relativt korte kontraktforlængelse mening. Eifert får nu mulighed for at bevise sit værd, samt at han har lagt skaderne bag sig. Kan han genfinde sit spillemæssige niveau fra 2015-sæsonen, hvor det blev til 13 grebne touchdowns i et tilsvarende antal kampe, vil han utvivlsomt blive belønnet med en længerevarende og tilsvarende mere værdifuld kontrakt i 2019.

Foruden denne kontraktforlængelse har Cincinatti Bengals hentet den dygtige offensive tackle, Cordy Glenn, fra Buffalo Bills, samt den offensive guard, Bobby Hart i dette års free agency. Den offensive linje var også holdets akilleshæl i 2017-sæsonen, og derfor skal disse opgraderinger hjælpe Andy Dalton til at holde sig på benene, og således have bedre tid til at finde eksempelvis Tyler Eifert i den kommende sæson.