Cincinnati Bengals cheftræner Zac Taylor understreger, at holdet ingen intentioner har om at trade receiverstjernen A.J. Green, selvom hans kontrakt udløber efter denne sæson

Cincinnati Bengals har tilsyneladende gang i en tabt sæson, hvor holdet har tabt sæsonens første fem kampe. Det har fået flere til at spekulere på, om holdet kunne finde på at trade den 31-årige stjernereceiver A.J. Green for draftvalg.

Den snak var Bengals førsteårs cheftræner Zac Taylor dog hurtig til at lukke ned, da Bengals torsdag holdt pressemøde.

– Jeg har hørt folk spekulere i det. Men vi trader ham ikke, fortalte Taylor pressen.

A.J. Green har kontraktudløb efter denne sæson, så hvis holdet skal have noget for Green, skal det være inden trade-deadline tirsdag den 29. oktober. Den eneste fornuftige årsag til at Bengals ikke vil trade ham må derfor være, at holdet har planer om en forlængelse.

A.J. Green har tidligere talt beundrende om Cardinals’ receiver-ikon Larry Fitzgerald, der på trods af holdets mangel på succes aldrig har ytret ønske om at komme væk. Tilsyneladende virker Bengals sikre på, at Green vil vise dem samme loyalitet.

A.J. Green har i snit grebet for 80,2 yards per kamp i de 111 kampe, han har spillet for Bengals til dags dato. I løbet af de 9 sæsoner hos Cincinnati er det også blevet til 63 touchdowns.