
Ben Johnson har ansat den mangeårige Kansas City Chiefs-koordinator Eric Bieniemy som ny runningback-træner i Chicago Bears.
Ifølge TV-stationen ESPN har Chicago Bears lokket Eric Bieniemy tilbage til NFL. I Chicago bliver Bieniemy en del af Ben Johnsons trænerstab, hvor han får ansvaret for runningback-gruppen.
Vi kender især Eric Bieniemy fra sin tid som offensiv koordinator hos Kansas City Chiefs, hvor han var med til at støbe fundamentet for det nye dynasti, som hersker i NFL. Bieniemy nåede vinde at to Super Bowl-titler, før han skiftede til Washington Commanders, hvor han blev ansat som offensiv koordinator og assisterende cheftræner til Ron Rivera.
Opholdet i D.C. blev imidlertid en kort fornøjelse, da Commanders bare vandt fire af 17 kampe i 2023-sæsonen, og som følge blev hele trænerstaben afskediget. I den seneste sæson har Bieniemy arbejdet som offensiv koordinator i college-rækkerne for UCLA.
Eric Bieniemy skiftede væk fra Kansas City, fordi han igen og igen blev overset i cheftrænerkarrusellen. Det skyldtes bl.a., at mange – med rette – giver Andy Reid hovedansvaret for Chiefs’ offensive succes.
I Chicago skal Bieniemy bidrage med sin erfaring (16 år som assistent i NFL) i dét, der ellers er en relativt ung trænerstab. Ben Johnson har ansat den 28-årige Declan Doyle som offensiv koordinator og den 30-årige JT Barrett som quarterback-træner.
Derudover bliver Eric Bieniemy genforenet med Chicago Bears’ general manager Ryan Poles, som tidligere arbejdede i den sportslige ledelse i Kansas City. Deres relation har utvivlsomt gjort skiftet muligt, da Bieniemy på papiret træder et skridt tilbage på sin karrierestige.
Læs også: Gul Kluds gensyn med Super Bowl LVII