Det stærke Chicago Bears-forsvar mistede for nogle dage siden styrmanden Vic Fangio, som overtog cheftrænerjobbet hos Denver Broncos. Nu er afløseren fundet, og det bliver erfarne Chuck Pagano, der er tilbage i NFL efter et års pause.

Chicago Bears’ forsvar terroriserede angreb i hele 2018-sæsonen, og det førte til, at den defensive koordinator Vic Fangio var et varmt navn som en ny cheftræner. Han endte med at få jobbet hos Denver Broncos, og derfor skulle Bears ud og finde en ny styrmand til forsvaret.

Efter et par dage er valget faldet på Chuck Pagano, der var uden job i 2018-sæsonen efter en periode som cheftræner for Indianapolis Colts sluttede efter 2017-sæsonen.

Chuck Pagano har en lang historie i NFL tilbage i 2001 fik sit første trænerjob som defensive back-træner hos Cleveland Browns. Siden var han lidt omkring, inden han først blev defensiv back-træner og siden defensiv koordinator hos Baltimore Ravens.

Efter 2011-sæsonen røg Pagano videre til Indianapolis Colts, hvor han nåede seks år som cheftræner, inden han blev fyret. I sin tid hos Colts havde han en 54-43 record, men forsvaret var aldrig holdets styrke.

Nu får han chancen for at videreføre det stærke Bears-forsvar, der var den primære årsag til en 12-4 record, som dog blev vekslet til et nederlag i første runde af slutspillet.