Mitch Trubisky vandt konkurrencen mod Nick Foles om at åbne sæsonen som startende quarterback i uge 1 for Bears.

Tilbage i marts gav general manager for Chicago Bears Ryan Pace et fjerderundevalg til Jacksonville Jaguars for tidligere Super Bowl-MVP Nick Foles. Dermed blev Mitch Trubisky’s fremtid hos Bears for alvor truet, og det var en advarsel om, at han skulle til at præstere, hvis han vil beholde sit job.

Flere medier fortæller nu, at Bears har informeret holdet om, at Trubisky er starter, når de tager til Detroit for at spille mod Lions i første spillerunde. Bears’ trænerstab har været tilfredse med Trubisky’s attitude og indstilling efter Foles kom til, og nu får han så chancen for at bevise, at han også kan præstere indenfor kridtstregerne.

Nick Foles spøger dog i kulissen, og han er klar, hvis det skulle blive nødvendigt, hvorfor Trubisky på ingen måde er garanteret at beholde starterpladsen gennem hele sæsonen.

Mitch Trubisky går ind til sin fjerde sæson som startende quarterback efter Bears valgte ham som nummer to i 2017-draften. Han står noteret for 23 sejre ud af 41 kampe, og spillede i Pro Bowl efter 2018-sæsonen.