Bears-ejer og datter af NFL-stifter er gået bort

0
George Halas og Virginia Halas McCaskey

Datteren til den legendariske NFL-legende og stifter, George Halas, er død. Virginia Halas McCaskey blev 102 år gammel.

Der er ikke mange, som kendte til hende. Men gennem mere end 40 år var hun ejer af NFL’s ældste hold, Chicago Bears, som hun overtog som følge af hendes legendariske fars død.

Passende nok var hun også den ældste og længstsiddende ejer i ligaen lige indtil, at hun i dag afgik ved døden i en alder af 102 år. Det meddeler Bears selv på X.

I sine knap 42 år som ejer af Bears lykkes det holdet at vinde én Super Bowl, da de i 1985-sæsonen tog den hele vejen og besejrede New England Patriots med hele 46-10. I 2006-sæsonen stod de igen i den store finale, men trak det korteste strå, da Peyton Manning vandt sin første af to Super Bowls ved at besejre Bears 29-17.

Dog var hun altid kendt som en ejer, der aldrig var draget af det store spotlys. Hun foretrak privathed, og det var derfor hendes ældste søn, Michael McCaskey, der overtog rollen som holdpræsident og hendes mand, Ed McCaskey, der blev bestyrelsesformand i 1983, da “Papa” Halas’ døde.

I 1999 valgte hans egen mor dog at fyre ældste sønnen i rollen som holdpræsident grundet manglende resultater op gennem 90’erne. Til gengæld overtog han sin fars rolle som formand indtil 2011, hvor hans lillebror George McCaskey overtog.

Det forventes, at det bliver netop George McCaskey, som overtager det primære ejerskab, da familien McCaskey ejer 80% af klubben, men det vides ikke præcist endnu.

Desuden blev hendes sidste Bears-kamp som ejer af klubben en 24-22 sejr over holdets nok største rival, Green Bay Packers. Meget passende, må man nok sige.

Virginia Halas McCaskey efterlader ni børn, 21 børnebørn, 40 oldebørn og fire tipoldebørn.