
Med mindre oddsene rykker sig markant i løbet af det næste døgn, så er Panthers favoritter til opgøret mod Cowboys, noget Panthers ikke har prøvet i meget lang tid.
Ikke siden spilleuge 15 i 2022 har Panthers prøvet at gå ind til et opgør som favorit hos bookmakerne, men den statistik ser ud til at slutte i denne uge, når Panthers hjemme tager imod Cowboys. Der skulle gå ikke mindre end 33 kampe før Panthers igen fik favoritværdigheden, som de seneste havde i en kamp mod Steelers. Den kamp tabte de i øvrigt 24-16.
Stimen på 33 kampe i træk som underdogs er en af de længste i NFL-historien.
St. Louis Rams er indehaver af den længste stime på 43 kampe i streg, der strakte sig fra 2007 til 2010, i en kamp, hvor de sjovt nok mødte Panthers.
Udover den sjove statisktiske side, så viser oddsene også, at Carolina er ved at have gang i noget godt. Bryce Young er kommet efter det, og er begyndt at spille noget god football. I de seneste to uger har han en QBR på 60.0, hvilket er bedre en mange andre quarterbacks i ligaen, bl.a. Jalen Hurts og Pat Mahomes. Det er også et stort spring op ad stigen fra Youngs første to uger som starter i denne sæson, hvor han havde en samlet QBR på 9.9, hvilket var ligaens absolut dårligste.
Siden han fik starterjobbet tilbage har Young set rigtig god ud, og selv Panthers forsvar er begyndt at spille bedre. Derfor har de også spillet mange tætte kampe de seneste par uger, senest mod Philadelphia Eagles, hvor man sagtens kunne have vundet kampen til sidst.
Dog siger oddsene også noget om, hvilken sæson det er for Cowboys, der bestemt ikke kan være tilfredse med deres 2024.








