Christian McCaffrey har været den helt store stjerne for Panthers de sidste par år, men nu må holdet undvære ham den næste måneds tid. En ankelskade forventes at holde runningbacken ude i fire til seks uger.

Carolina Panthers har langt fra fået en ideel start på sæsonen med nederlag i sæsonens to første kampe, og nu ser det også ud til at blive endnu sværere for NFC South-mandskabet.

Holdets store angrebsstjerne Christian McCaffrey udgik mod slutningen af søndagens kamp mod Tampa Bay Bucanneers med ankelskade, og en skanning har nu vist, at McCaffrey har pådraget sig en fortstuvning.

I følge NFL Networks reporter Ian Rapoport forventes skaden at holde McCaffrey ude i fire til seks uger. McCaffrey selv skulle håbe på et kortere skadesforløb, men de såkaldte high ankel-forstuvninger er ofte svære for folk, der ofte skal skifte retning.

Uden Christian McCaffrey skal Panthers sætte deres lid til Mike Davis, der i kampen mod Buccaneers kom ind og blandt andet greb otte bolde for 74 yards. Inden sin skade nåede McCaffrey at løbe for to touchdowns og 58 yards på 18 løb.

De næste fire kampe for Panthers byder på opgør mod Los Angeles Chargers, Arizona Cardinals, Atlanta Falcons og Chicago Bears.