Han er en af NFLs bedste forsvarsspillere, og så er han kun 28 år gammel. Alligevel er det nu slut for linebacker Luke Kuechly.

For Carolina Panthers-fans over hele verden må det have været noget af et chok at stå op til onsdag, da de kunne læse at linebacker Luke Kuechly har besluttet at lægge hjelmen på hylden.

Panthers og Kuechly lagde denne tårevædede afsked op på de sociale medier sent tirsdag amerikansk tid.

I videoen takker han holdkammerater og trænere, og sender en særlig tak til Headcoach Ron Rivera, der blev fyret midt i sæsonen.

Kuechly får en tåre i øjet, da han fortæller om baggrunden for sin beslutning: “Jeg har spillet football på én måde hele mit liv. Hurtigt, fysisk og stærkt. Og jeg ved ikke, om jeg kan det længere”, siger han og må lige synke en ekstra gang, inden han fortsætter: “Jeg vil stadig gerne spille, men jeg ved ikke om det er klogt, sååå…”.

Dermed tyder det på, at han har fået et lægeligt vink med en vognstang om, at hvis han fortsætter med at spille, kommer det til at gå ud over helbredet.

Kuechlys korte karriere har allerede budt på to alvorlige hjernerystelser, og med den øgede fokus på hjerneskader og mentale udfordringer for flere spillere efter karrieren, er det uden tvivl med tanke på livet efter football, at han trækker sig tilbage i en alder af blot 28.

Kuechlys fantastiske karriere

Kuechly kom ind i NFL i 2012, hvor han blev draftet som nr. 9 i første runde. Han blev kåret til Defensive Rookie of the Year som den yngste spiller spiller i historien (21), og han blev på trods af sin unge alder omgående den defensive leder for Panthers.

Året efter satte han endnu en tyk streg under sit unikke talent for at tackle andre, da han blev kåret til Defensive Player of the Year, igen som den yngste nogensinde.

Han spillede kun i otte sæsoner i NFL, men opnåede mere end de fleste kan drømme om. Han blev valgt til 7 pro bowls, 5 gange All pro, og spillede i en enkelt Super Bowl (udgave 50 som han dog tabte med Panthers til Broncos).

Kuechly lavede over 1.000 tacklinger i karrieren (75 for minus yards), og var derudover fabelagtig i opdækning mod kastespillet. Han lavede 18 interceptions i karrieren og slog 66 bolde ned. Læg dertil 12,5 sacks og du har billedet af en superstjerne på linebacker.

Trækker sig tilbage på toppen

Panthers havde en skidt 2019-sæson, men Kuechly trækker sig tilbage på toppen. Statistisk havde han selv sin bedste sæson siden han blev kåret til DPOY i 2013. Han lavede 144 tacklinger, havde to interceptions og scorede en safety.

Det er den tredje store unge profil, NFL mister indenfor det sidste år. Først trak Patriots tight end Rob Gronkowski sig tilbage, og kort før sæsonen meldte Colts quarterback Andrew Luck ud, at han gik på pension. Begge var kun 29 år gamle.