Det har hængt i luften hele ugen og nu er det endeligt bekræftet: Carolina Panthers stiller op søndag uden quarterback Cam Newton.

Den tidligere MVP er plaget af både en ankelskade og en skulderskade, og hvad det præcist er, der holder ham ude af kampen mod Arizona Cardinals er uvist.

Godt nok står der “Foot” på den officielle skadesrapport og det giver fint mening, da Cam Newton nærmest ikke har kunnet løbe i indeværende sæson.

Quarterbacken, der er kendt for sin evne til at skabe plays med sine løb, har været en skygge af sig selv i år, og hans fem løb i to kampe har givet minus to yards sammenlagt. Helt uhørt for spilleren, der for tre år siden tog Panthers til Super Bowl.

Dermed bliver det ikke til en kamp mellem de to nr. 1 draft picks Kyler Murray og Cam Newton. Murray blev valgt nr. 1 i årets draft, mens Newton blev valgt som nr. 1 af Panthers i 2011.

Begge spillere vandt i øvrigt også prisen som årets bedste college-spiller, året inden de kom i NFL.

I søndagens kamp mod Cardinals stiller Panthers til start med andenårs-spilleren Kyle Allen, der var undrafted sidste år.

Han spillede to kampe sidste for Panthers, og førte klubben til en enkelt sejr, mens Cam Newton sluttede sæsonen med en skulderskade.

Og interessant nok, så spillede han og Kyler Murray sammen på collegeholdet Texas A&M, inden Kyler Murray flyttede til Oklahoma.