Skader er altid det værste ved pre season, og nu er Panthers’ quarterback Cam Newton blevet ramt af en mindre fodskade. Holdet forventer, at han er klar til sæsonstart.

Alle hold frygter det, når de sætter starterne på banen i pre season, og nu er Carolina Panthers nok ærgerlige over, at quarterback Cam Newton blev sendt på banen mod Patriots natten til fredag.

Stjerne-quarterbacken blev jaget vildt hele aftenen, og desværre for Newton og Panthers pådrog han sig en mindre forstuvning af foden. Med to uger til sæsonstart har holdet dog “forsigtig optimisme” om, at han bliver klar.

Newton sad ude de sidste par kampe af 2018-sæsonen med en skulderskade, som han også har brugt hele off season på at komme sig over.

Hvis Newton ikke bliver klar, ligner Kyle Allen umiddelbart manden, der skal afløse ham. Holdet har dog også årets tredjerundevalg Will Grier, hvis de føler sig komfortable med hans niveau.