Carolina Panthers har ikke fået en god start på sæsonen, og nu er holdets quarterback ude og tage noget af ansvaret på sine skuldre.

Baker Mayfield har haft en kaotisk offseason, men efter lang tids drama endte Cleveland med at sende quarterbacken til Carolina i bytte for et betinget draftvalg i 2024. Sæsonstarten er dog ikke blevet som Panthers eller Mayfield ønskede, og det erkender quarterbacken ærligt.

I et pressemøde onsdag svarede quarterbacken på spørgsmål fra pressen og sagde direkte, at han ikke har spillet godt nok og uddybede:

“Jeg går kun efter at vinde, uanset hvordan mine statistikker ser ud. Jeg har været for sløset med bolden. Det er den eneste statistik, jeg går op i.”

Den 27-årige quarterback var dog ikke færdig der.

“Jeg er nødt til at styre gruppen bedre. Jeg er nødt til at være en bedre leder, sikre mig at alle er på samme side og vi præsterer på et meget højere niveau. Det er den største skuffelse for mig, at det ikke har vist sig. Jeg tager fuldt ud ansvar for angrebet”.

Mayfield og Panthers har tabt begge kampe, og selv om de et kort øjeblik spillede tæt mod Browns, så har quarterbackens fejl været en central faktor i de to nederlag. Mayfield har ramt på blot 53% af sine kast, det er markant værre end karrierens gennemsnit på næsten 62%.

Quarterbacken har fået en del bolde slået ned, allerede før de kom forbi den offensive linje, og selv om det blot er blevet til en interception, så har han fumblet bolden fem gange allerede. Så er det svært at vinde kampe, specielt i NFL.

Mayfield og Panthers skal forsøge at få sæsonen tilbage på sporet, når de søndag møder New Orleans Saints i et spændende divisionsopgør.