Buffalo Bills knuste divisionsrivalen på landsdækkende tv i rundens sidste kamp.

Det var et vink med en vognstang. Der er en ny boss i AFC East. Efter 20 års dominans med Tom Brady som quarterback, er det nye tider i New England.

Nederlaget på 38-9 var et af de største på hjemmebane for New England Patriots under headcoach Bill Belichick, og Buffalo Bills var dominerende fra start til slut i en kamp, hvor de scorede på deres seks første angrebsserier bortset fra et knæ i slutningen af første halvleg.

Kampens store oplevelse var duoen quarterback Josh Allen og receiver Stefon Diggs, der hyggede sig med at kaste bolden lidt rundt. Diggs sluttede med 9 grebne bolde for 145 yards og tre touchdowns.

På det tredje touchdown tog Bills en side fra Kansas City Chiefs’ playbook, se spillet herunder:

Josh Allen blev udskiftet i 4. quarter efter en flot kamp, hvor han ramte på 27 af 36 kast for 320 yards og kastede fire touchdowns. Han satte dermed klubrekord med 34 touchdown kast, ét mere end legendariske Jim Kelly, der førte Bills til 4 AFC mesterskaber i træk.

Diggs fortsætter sin imponerende debut-sæson for Bills. Diggs fører NFL med 120 grebne bolde i år, og både det og hans 1.459 yards er Buffalo Bills rekorder. Med én kamp tilbage.

Hos Patriots havde Cam Newton en hård dag på kontoret. Godt nok løb han et touchdown ind i starten af kampen, men han ramte kun på 5 af 10 kast for 37 yards, inden han blev bænket i 3. quarter.

Bills er nu 12-3 og ligger på en delt andenplads med Pittsburgh Steelers i AFC-halvdelen.

Læs også: Sådan ser slutspillet ud lige nu