
Søndag aften er der farvel til en gammel kending. Buffalo Bills spiller sidste kamp på det nuværende Highmark Stadium.
Indviet i 1973. 53 år gammel. Og snart på pension. Det er status for det ikoniske (og meget umoderne) stadion i den søvnige by Orchard Park udenfor Buffalo.
Søndag aften møder Buffalo Bills meget passende divisionsrivalen New York Jets. Den samme modstander, som de mødte i den allerførste kamp tilbage i 1973 på Rich Stadium, der efter flere navneskifter nu hedder Highmark Stadium.
Efter over 50 års tro tjeneste lukker det gamle stadion dørene endegyldigt efter dagens kamp (med mindre Bills lidt usandsynligt får en hjemmekamp i playoffs).
Se slideshow med billeder gennem tiden
Det folkekære stadion har lagt græs til utallige mindeværdige øjeblikke, snestorme og passionerede Bills Mafia-fans, men bliver nu erstattet af et spritnyt stadion, der også kommer til at hedde Highmark Stadium.
Det nye stadion ligger lige på den anden side af gaden, og det gamle stadion rives ned i 2027 og erstattes med parkeringspladser. For Bills-fans er søndagen og kampen mod Jets afsked med et stadion og en æra, men også starten på et spændende nyt (og dyrere) kapitel.
Det nye Highmark Stadium

Buffalo Bills’ spritnye stadion, der også hedder Highmark Stadium, åbner til sommer og bliver klar til 2026-sæsonen. Det bygges lige på tværs af gaden fra det gamle stadion og bliver et moderne open-air stadion designet specielt til Buffalos hårde vintre.
Omkostninger:
Projektet koster omkring 2,1 milliarder dollars (13 milliarder kroner, eller en halv storebæltsbro). Det er en af de dyreste stadionbyggerier i NFL-historien.
Kapacitet:
Der kommer til at være plads til ca. 62.000 fans til normale hjemmekampe for Bills, men med mulighed for udvidelse til større events, som f.eks. Super Bowl, hvis NFL kan overtales til at spille finalen i det kolde nord i start februar. Der estimeres at kunne være plads til over 71.000 ved maksimal udnyttelse.
Formålet med konstruktionen af det nye stadion er ifølge Bills hjemmeside: “En mere intim og larmende atmosfære, der skaber en mur af støtte omkring holdet.”
Men det bliver måske svært, hvis holdets mest fanatiske tilhængere, bare kendt som Bills Mafia, ikke har råd til at gå til football længere.
Buffalo Bills kampe har traditionelt været nogle af de billigste at komme ind til. Det ændrer sig desværre nu, hvor antallet af billetter til den almindelige fan reduceres, og prisen på billetter stiger.
Andre fun facts:
- Verdens største opvarmede halvtag, der dækker op til 65% af sæderne. Taget har en indbygget snesmelter (tiltrængt), der er perfekt mod Buffalos snestorme, uden at det bliver et fuldt overdækket stadion.
- Naturligt græs (Kentucky bluegrass) med opvarmet underlag, drænsystem og UV-lys for at holde banen perfekt hele sæsonen.
- Udsigt fra de øverste rækker over Buffalos skyline og Lake Erie.
- Bygget med fokus på mere luksuriøse oplevelser: Flere VIP områder, loger, suiter og bedre faciliteter.
Sidst men ikke mindst efterlader vil dig lige med denne video. Lav en kop kaffe, sæt dig godt til rette og gør klar til tre kvarters Bills-nostalgi.
Den her video er must-see for alle Bills-fans og andre nostalgikere. Der er ikoniske optagelser, historiske plays og kommentarer fra legendariske spillere.









