Safety Kurt Coleman har underskrevet en etårig kontrakt med Buffalo Bills. Her erstatter han en anden safety, Rafael Bush, der har besluttet sig for at lægge footballstøvlerne på hylden.

Safety-positionen hos Buffalo Bills har oplevet markant udskiftning på meget kort tid.

AFC East-klubben har måttet vinke farvel til rutinerede Rafael Bush, der har valgt at indstille sin karriere, og har samtidig budt velkommen til Kurt Coleman. Bush er blevet placeret på den såkaldte reserved/retired list, mens Coleman er blevet hentet til på en etårig aftale, skriver Bills på Twitter.

Rafael Bush kom ind i NFL i 2010, da han skrev under med Atlanta Falcons som undrafted free agent. Siden har den defensive back også været forbi Broncos, Saints (ad to gange), Lions og senest Bills, som han spillede for i 2018.

31-årige Coleman gjorde også sin entré i NFL i 2010 som syvenrundevalg i Philadelphia Eagles. Ligesom Bush har Coleman også repræsenteret en del klubber. Efter fire år i Philadelphia har han spillet for Chiefs, Panthers og senest Saints.