Det bliver heller ikke hos Bills at Dez Bryant skal begynde det næste kapitel af karrieren. Holdets general manager Brandon Beane er ikke interesseret i den 29-årige receiver.

Siden Dez Bryant blev fritstillet af Dallas 13. april, har rygterne svirret om hvor han ender. Foruden Baltimore Ravens, som Dez afviste, har markedet dog været lunkent for den aldrende receiver efter endnu en skuffende sæson, og nu kan Dez også strege Bills af listen over mulige arbejdsgivere. Holdets general manager Brandon Beane har udtalt at man har overvejet Dez, men ikke er interesseret.

Bills er ellers et hold der mangler dybde på receiverpositionen. I skrivende stund hedder starterne Kelvin Benjamin, Zay Jones og Andre Holmes, hvoraf blot Kelvin Benjamin har haft en 1000 yards sæson i sin karriere, hvilket var helt tilbage i 2014. Heller ikke i draften gjorde man det store for at addressere problemet, og det var først i sjette og syvende runde at man valgte et par receiverprojekter i Ray-Ray McCloud og Austin Proehl.

At man end ikke forsøger at hente Bryant, sætter en tyk streg under at der er en årsag til at Dez blev fritstillet af Dallas (foruden sin høje løn). Siden en fodskade i 2015 har Bryant været en skygge af spilleren der i tre sæsoner fra 2012-2014 i gennemsnit greb bolde for 1312 yards og 14 touchdowns per sæson. Dez anno 2018 har problemer med at separere sig fra sin opdækker og står derfor sjældent fri. Derudover ledte han ligaen i drops sidste sæson med 18 styks ifølge Pro Football Focus.