Buffalo Bills har fået papir på deres stjerne-quarterback for de næste seks år, men det var ikke billigt.

Josh Allen skal være quarterback i Buffalo de næste otte år. I hvert fald, hvis han lever op til den nye kontrakt, han fredag skrev under på, mens hele pressen fra det nordlige New York var til stede.

Og han bliver en meget rig mand. De første to år spiller han på sin eksisterende kontrakt for at undgå karambolage med det Corona-nedsatte lønloft, men derefter får han seks år yderligere til en værdi af 258 millioner dollars eller lige under 2 milliarder kroner. De 150 millioner dollars (948 mio. kr) er garanterede.

Allen får en signing i hånden her og nu på 16,5 millioner dollars, som af hensyn til lønloftet spredes ud over de næste fire år. I 2026 casher han så for alvor ind, når han får en bonus på 42,4 millioner dollars.

Det er en kærkommen lønforhøjelse til en spiller, der var stor tvivl om, da han kom i NFL. Josh Allen var en gunslinger fra Wyoming, der kunne kaste bolden til månen, men ikke ramme en lade port på en meters afstand.

Hans præcision var et kæmpe spørgsmålstegn, men Bills troede på ham og tog chancen, da de draftede ham som nr. 7 i 2018. Det var i øvrigt den meget quarterback-tunge draft med Baker Mayfield som nr. 1 til Browns og Lamar Jackson til Ravens med pick 32. Også Sam Darnold og Josh Rosen blev valgt i første runde.

Efter to svære sæsoner i NFL, hvor fremskridt dog var tydelige, tog Josh Allen ligaen med storm sidste sæson og førte Bills til 13 sejre i grundspillet og AFC-finalen, hvor de tabte til Chiefs. Han kastede 37 touchdowns og blot 10 interceptions i grundspillet med over 4500 yards og var længe en MVP-kandidat. Hans evne til også løbe selv viste sig med over 400 yards og 8 touchdowns.

På pressekonferencen fredag kunne Josh Allen samtidig fortælle, at det var hans mors fødselsdag. Mon ikke hun får en fin lille gave.