Efter afklapsningen mod New Orleans Saints har Buffalo Bills valgt at bænke den startende quarterback, Tyrod Taylor. I stedet skal rookie Nathan Peterman lede Bills-angrebet i søndagens kamp mod Los Angeles Chargers.

To nederlag i træk og senest en gedigen afklapsning mod New Orleans Saints var åbenbart for meget for Bills-ledelsen. Startende quarterback Tyrod Taylor bliver bænket i weekendens kamp i stedet skal rookie Nathan Peterman starte.


Bills angrebet satte kun 10 point på tavlen mod Saints, og selvom forsvaret tillod 300 løbeyards og 47 point, er det altså angrebet, der skal gennemgå de største ændringer. Tyrod Taylor har ellers i følge mange eksperter spillet en hæderlig sæson og har kastet 10 touchdowns og kun 3 interceptions samt løbet for over 200 yards og 2 touchdowns.
Taylors afløser bliver den 23-årige rookie Nathan Peterman, som blev draftet i tredje runde af årets draft. Peterman fik også lov til at spille lidt snaps mod slutningen af Saints-nederlaget, og trænerstaben kunne åbenbart lide, hvad de så, selvom Saints’ forsvar på det tidspunkt ikke spillede for fuldt blus.
Dagens bænkning betyder også, at Bills med alt sandsynlighed vil fritstille Tyrod Taylor efter sæsonen. Næste sæson vil Taylor tage dobbelt så meget af det økonomiske råderum under lønloftet, og Bills kan spare næsten 10 millioner dollars på at fritstille ham. Hvis de ikke ser ham som fremtidens mand, siger alt logik, at en fritstilling er på vej.
Bills er lige nu 5-4 og ligger til sjetteseed i AFC. De kæmper indædt med en håndfuld andre hold om et wild card i AFC-konferencen.