Forhandlingerne om et nyt stadion mellem Buffalo og Bills trækker ud – og nu lufter sidstnævnte muligheden for et byskifte.

I disse dage forhandler bystyret i Buffalo med Bills’ ejerkreds – i form af Pegula Sports and Entertainment – om finansieringen af et nyt stadion, der skal erstatte det nuværende Highmark Stadium, som har været Bills’ hjemmebane siden 1973.

Forhandlingerne er imidlertid kommet skævt fra start. Ifølge Tom Precious fra Buffalo News har Pegula Sports and Entertainment stillet forslag om, at det nye stadion udelukkende skal finansieres af lokale skattekroner. Forslaget er – eftersigende – ikke blevet positivt modtaget af Buffalo, som ønsker medfinansiering på stadionomkostningerne, der ventes at løbe op i cirka 9,5 milliarder danske kroner.

Nu har en anonym kilde fra Bills’ ejerkreds udtalt til ESPN, at man overvejer muligheden at flytte holdet væk fra Buffalo. Kilden udtaler, at “der er mange byer, som er villige til at betale for et NFL-hold”, og fremhæver Austin (i Texas, red.) som et plausibelt bud på en eventuel ny destination.

Anonyme udtalelser skal altid tages med et gran salt, og skal formentlig anskues som en presbold i forhandlingerne med Buffalo. Ikke desto mindre viste Raiders, at de var villige til at flytte holdet væk fra Oakland, som nægtede at finansiere et nyt stadion.

Under forhandlingerne mellem Oakland og Raiders blev en anden by i Texas – San Antonio – brugt som offentlig presbold i forhandlingerne. Det fik imidlertid pulsen op i Dallas Cowboys og Houston Texans, som stejlede over udsigterne til et tredje NFL-hold i Texas. De to ejerkredse må forventes at gentage deres modvilje, hvis Austin for alvor bringes i spil som Bills’ nye hjemmebane.

Bills har spillet i Buffalo siden holdets oprettelse i 1960. Først på War Memorial Stadium i perioden 1960-1972 og siden på det aktuelle Highmark Stadium, som holdet flyttede til som led i sin indtræden i NFL fra AFL.