Baltimore Ravens har givet cornerback Marcus Peters en treårig kontrakt til 42 millioner dollar.

Da Baltimore Ravens i oktober fik fingrene i Rams-cornerback Marcus Peters i bytte for linebacker Kenny Young og et sent draftvalg, lignede det en rigtig fin handel for AFC North-mandskabet.

Og det har det så sandelig også vist sig at være.

Peters har spillet fremragende i sine otte kampe for Ravens med tre interceptions, to touchdowns og en fortjent udtagelse til Pro Bowl. Det har Baltimore nu besluttet at belønne forsvarsspilleren for med en treårig kontrakt til 42 millioner dollar.

Ifølge ESPN’s Adam Schefter er 32 ud af 42 millioner dollar i kontrakten garanteret, og Marcus Peters får hele 20,5 millioner dollar i det første år af kontrakten.

Den dygtige cornerback er dermed under kontrakt til og med udgangen af 2022-sæsonen. Til den tid vil han være 29 år.

Marcus Peters blev valgt af Kansas City Chiefs i første runde af 2015-draften. Chiefs tradede ham til Rams i marts 2018, før han halvanden år senere igen blev tradet – denne gang til hans nuværende klub, hvor han ser ud til for alvor at have fundet fodfæste.