Natten til onsdag d. 9. december står Baltimore Ravens’ coronavirus-plagede trup over for Dallas Cowboys.

Baltimore Ravens har været særdeles hårdt ramt af coronavirus, hvortil 23 spillere har været konstateret smittet siden d. 23. november 2020. Listen med smittetilfælde inkluderer bl.a. syv Pro Bowl-spillere og ni normale startere på angreb og forsvar.

Særligt Lamar Jacksons fravær var til at føle, da Ravens tabte med 19-14 til Pittsburgh Steelers i den udskudte Thanksgiving-kamp. Med Robert Griffin III og Trace McSorley bag center producerede Ravens’ angreb kun 219 offensive yards.

På dagens pressemøde gav Baltimore Ravens’ cheftræner John Harbaugh en status på Lamar Jacksons helbred og mulighed for at medvirke i opgøret mod Dallas Cowboys:

“Det er forskelligt fra spiller til spiller, hvornår de må komme tilbage på træningsbanen. I sidste ende er det op til lægestaben og NFL at vurdere deres tilgængelighed – det er ikke vores beslutning. Jeg kan love jer for, at Lamar Jackson er tilbage, lige så snart vi får grønt lys,” udtalte John Harbaugh til Baltimore Sun.

Baltimore Ravens har tabt fire af de seneste fem kampe, hvortil mandskabet i skrivende stund står uden for slutspilspladserne.