Tucker anklages for grænseoverskridende seksuel adfærd

0

Baltimore Ravens’ mangeårige kicker Justin Tucker bliver anklaget for at have udøvet grænseoverskridende, seksuel adfærd over for seks kvindelige massageterapeuter.

Ifølge det lokale medie Baltimore Banner har seks forskellige kvinder anklaget Justin Tucker for grænseoverskridende, seksuel adfærd. De seks kvinder har tidligere været tilknyttet Tucker som massageterapeuter.

Hændelserne skulle være fundet sted i perioden 2012 til 2016, som var Justin Tuckers fem første sæsoner i NFL. Baltimore Banner beskriver, at flere af massageterapeuterne efterfølgende har nægtet at arbejde med Tucker igen, samt at den nu 35-årige kicker blev bandlyst fra to spa- og massageklinikker.

Justin Tucker afviser selv historien som “det pure opspind” i et længere opslag, som han har udsendt på sine sociale medier.

Baltimore Ravens har også udsendt en pressemeddelelse, hvormed holdet tager skarp afstand fra upassende, grænseoverskridende og seksuel adfærd generelt. Det fremgår også af pressemeddelelsen, at holdet tager anklagerne alvorligt, og at de vil fortsætte med at følge situationen tæt.

NFL har ligeledes offentliggjort en udtalelse, hvoraf det fremgår, at de vil undersøge sagen nærmere.

Anklagerne indebærer bl.a., at Justin Tucker skulle have blottet sig over for de seks kvindelige massageterapeuter, samt at han skulle have berørt dem, mens han havde erektion. Derudover beskriver to af kvinderne, at de fandt pletter med sæd på massagebriksen, efter at Tucker var blevet behandlet derpå.

Justin Tucker er den mest præcise kicker i NFL-historien, da han har ramt på 89,1 pct. af sine field goal-forsøg. Derudover er Tucker den mest rutinerede spiller på Ravens’ mandskab, da han har været en del af spillertruppen siden 2012.